De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

erhvervsmæssige baggrund og tænke dem i et socialiseringsperspektiv bliver
nogle bestemte grupperinger blandt Folketingets medlemmer iøjnefaldende.
Det er f.eks. iøjnefaldende, at der er kommet en stor gruppe af medlemmer,
som har en lang videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, og som
har haft administrativt arbejde forud for deres indvalg. Hvis man kombinerer
disse to kriterier, finder man, at den gruppe, som man kunne døbe
djøf’erne i Folketinget, udgjorde 24 pct. af medlemmerne i 1979 og 29 pct.
i 2001 (jf. tabel 2.9 nedenfor). Gruppen er interessant, hvis uddannelse og
joberfaringer tilsammen socialiserer djøf’erne til en særlig politisk kultur,
der påvirker deres holdninger, opfattelser og adfærd i parlamentet. Det
har været diskuteret lidenskabeligt i både den offentlige debat og i faglige
miljøer, om juridisk-økonomisk-administrativt uddannede skulle tilegne
sig en særlig teknokratisk faglighed med fokus på ledelse og styring med
vægt på hierarki, formalistisk opbygning, teknisk-økonomisk ansvar, budgetoverholdelse,
kontrol- og evalueringsforanstaltninger (Dahler-Larsen &
Ejersbo, 2003: 8-10). Tesen er, at administrativt uddannede i højere grad end
andre ser samfundet som en „maskine“, der skal monitoreres, vedligeholdes,
justeres og fintunes. De ser politik som et (i nogen grad videnskabelig
baseret) styringshåndværk snarere end en værdi- eller interessekamp, og
hvor det gælder om at finde frem til det effektive snarere end det rimelige.
En fremtrædende politiker og senere formand for Folketinget – endnu
én (jf. kapitel 1) – var inde på noget tilsvarende, da han i et interview med
henvisning til cand.polit.er m.fl. karakteriserede en politikertype, der efter
hans opfattelse havde bredt sig de sidste 10 år, og som, hvis den type vandt
yderligere frem, efter hans vurdering ville ændre det danske politiske system
betydeligt:
En politikertype … som er forholdsvis holdningsløs og forkaster politiske
ideologier som håbløst forældede; som findes i alle partier; som er
stærkt resultatsøgende og er forholdsvis lidt optaget af, hvad det er for en
løsning, man får, bare man får en løsning; som ofte har en teknokratisk
baggrund; og som lever på en politisk konsensus-filosofi. Der er tale om
en i én forstand effektiv politiker, men også en type, der bidrager til en
vis form for konservatisme, idet deres udgangspunkt er: Hvilken teknologi
råder vi over, og hvordan ser samfundet faktisk ud? De respekterer det
system, der har udviklet sig og vil ikke genere nogle bestemte grundpiller
i samfundet. De har ikke viljen til at ændre samfundet, men har viljen til
at finde løsninger inden for det afgrænsede system, vi allerede har (Ivar
Hansen i Jensen, 1993: 180-181).
45