De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

tredjedele af dem har akademiske uddannelser, og her er det især folk med
djøf-baggrund, der ofte bestrider ministerposter. Over 40 pct. af ministrene
har således djøf-baggrund. Kvinderne har forholdsmæssigt stort set lige så
mange ministerposter, som de har mandater i Folketinget. Det samme
kan man sige om folk med ledelseserfaring taget under et. Men hvis man
kikker på gruppen af folketingsmedlemmer, der har ledelseserfaring eller
erfaring fra selvstændig virksomhed i det private, så beklæder de forholdsvis
få ministerposter – også under en borgerlig regering (2001). En del af
forskellen mellem gruppen af MF’ere med ledelseserfaring og gruppen af
ledere og selvstændige fra det private skal givetvis forklares med, at der i
den første gruppe også indgår en del djøf’ere, mens disse ikke indgår i den
sidste. Ganske mange blandt ministrene har organisationserfaring – i 1979
hele 63 pct. og 2001 ca. 32 pct. En del af dette fald skyldes, at borgerlige
regeringer i mindre grad end socialdemokratiske gør brug af ministre med
organisationserfaring, men også under socialdemokratiske regeringer er
andelen af ministre med organisationserfaring faldet (tallene ikke vist).
I analysen her indgår ikke ministre, der ikke også har sæde i Folketinget.
Næsten alle ministre rekrutteres imidlertid fra Folketinget. I 1979 kom 20
ministre fra Folketinget, to blev rekrutteret udefra. Tallene for 1994, 1998
og 2001 var henholdsvis 18 (2), 17 (3) og 15 (3). Så Folketinget har i praksis
den funktion at være trænings- og rekrutteringssted for medlemmer af
regeringen, men det er også rigtigt at tilføje, at Folketinget ikke har fuldt
monopol på at „levere“ ministre.
Hvis vi kikker på de andre „karriereposter“ i Folketinget – tabel 2.17 – så
viser det sig, at forklaringerne på, hvem der kommer i den snævre gruppeledelse,
ikke skal findes i social baggrund og tidligere politiske erfaringer.
Man kunne tolke det sådan, at her er det i høj grad andre personlige egenskaber,
der er afgørende. Med hensyn at erhverve sig poster i den bredere
gruppeledelse kan man notere sig, at her tæller anciennitet. Kort uddannelse
er tilsyneladende heller ingen hindring, mens private ledere og selvstændige
ligesom ved besættelse af ministerposter heller ikke her har andel i
posterne i samme omfang, som de har mandater i Folketinget. Endelig lader
det til, at uddannelsesniveau spiller ind ved tildeling af ordførerskaber, idet
de kortuddannede har forholdsmæssigt færre af dem. Det samme gælder
gruppen med høj anciennitet, men her er forklaringen ikke, at anciennitet
diskvalificerer, men snarere den, at folketingsmedlemmer med høj anciennitet
er beskæftigede med andre ledelsesopgaver i grupperne, regeringen
og Folketinget.
62