De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

estående af ca. 30 pct. djøf’ere (en gruppe, der er vokset i perioden),
knap 20 pct. humanister (en gruppe lidt på tilbagetog), ca. 15 pct. ledere
og selvstændige fra den private sektor og ca. 10 pct. arbejdere. De resterende
25 pct. har anden baggrund.
• I perioden er andelen af folketingsmedlemmer, der har haft tillidsposter
i deres respektive partier, uændret ca. 70 pct., men det dækker over store
forskelle partierne imellem, og i partierne SF, RV, V og K er andelen
faldet markant. Partierne har i en vis betydning fået svækket deres greb
om de opstillede og indvalgte.
• Andelen af folketingsmedlemmer med kommunalpolitisk erfaring er steget
fra 40 til 50 pct. i perioden, men dækker også her over store forskelle
mellem partierne og med V og DF som de to partier, der rekrutterer
forholdsmæssigt flest folketingsmedlemmer med kommunalpolitisk erfaring,
nemlig ca. 60 pct.
• Organisationserfaring fra job eller tillidsposter i organisationer forud for
indvalg i Folketinget er faldet i perioden fra ca. 40 til ca. 30 pct. Faldet
har været særlig markant i SF, RV og især V, mens andelen er uændret
hos S og øget blandt de konservative.
• Med hensyn til mulighederne for at blive indvalgt i Folketinget, så er
„tærsklen“ næsten konstant. Andelen af nyindvalgte ligger ved de fleste
valg ret stabilt på omkring 25 pct., og andelen af folketingsmedlemmer,
der opnår mange års anciennitet – her sat til mere end otte år – svinger
fra valg til valg, men ligger i reglen i nærheden af 30 pct.
• Med hensyn til at nå helt til tops i „karrieren“ som folkevalgt, så er sandsynligheden
for at blive minister langt større, hvis man har høj anciennitet
i Folketinget, er akademisk uddannet og har en erhvervskarriere som
djøf’er. For tyve år siden var der mange ministre med organisationserfaring,
men det tæller i 2001 i mindre grad som en kvalifikation.
• Når politikerne forlader Folketinget, så går ca. en tredjedel på pension,
en tredjedel går tilbage til deres gamle job eller lignende, mens ca. en
tredjedel af folketingsmedlemmerne får job, der med hensyn til ledelsesansvar
og vidensniveau repræsenterer en karrieremæssig stigning.
Folketinget kan således ikke siges at tjene som en sikker og effektiv
trædesten for karrieremæssig opstigning.
Så foruden de velkendte mønstre, som opdelingerne i partigrupper, regering
versus opposition og højre versus venstre repræsenterer, når vi iagttager
det politiske billede, kan man – som dokumenteret i dette kapitel og sam-
81