De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

lev politikerne spurgt om, hvilke aktører der internt i Folketinget har hvor
meget magt. De folkevalgte blev endvidere bedt om at tage stilling til, hvor
meget magt forskellige aktører efter deres mening burde have.
Svarfordelingen er gengivet i figur 3.2. Den mest magtfulde gruppe i
Folketinget udgøres ifølge folketingsmedlemmerne af ministrene, tæt fulgt
af partiledere og partigrupperne som sådan. I andet geled optræder gruppeformændene,
de politiske ordførere (på enkeltområder og generelt). I tredje
geled kommer de stående udvalg som sådanne og de menige folketingsmedlemmer.
Og endelig nederst i hierarkiet kommer udvalgsformændene,
gruppesekretærerne (som er én af de folkevalgte) og sekretariatslederne
(som er ansat af partigruppen).
Man kan hæfte sig ved flere ting. For det første, at regeringen og ministrene
i magt vurderes over partigrupperne og andre aktører i Folketinget
og at posterne i partigrupperne (formandsposter og ordførerskaber) herefter
vurderes til at være mere magtfulde end posterne i Folketingets formelle
struktur (udvalgsmedlemskab og udvalgsformandskab). Der er alt i alt ingen
tvivl om partigruppernes centrale placering. En karriere i Folketinget og
evt. en ministerpost har i praksis som sin forudsætning en karriere inden
for en partigruppe.
Går man tættere på partigruppen, er vurderingen den, at der er flere
poster, som giver en betydelig indflydelse. Det er ikke kun parti- og gruppeledere,
der vurderes til at have meget magt. Ordførerne på de forskellige
områder vurderes til at have næsten lige så meget indflydelse. Det tyder
på en vis pluralistisk magtstruktur, som i sig selv nuancerer billedet af
en magtfuld enhedsaktør, hvor man måtte forvente, at gruppeformænd
og partiledere ville fremtræde klart mere magtfulde end andre. At ordførerne
vurderes til at have en betydelig magt, underbygger iagttagelsen
af den udstrakte arbejdsdeling og argumentationen om, at arbejdspres og
arbejdsdeling i praksis betyder, at folketingsmedlemmerne ikke kan tage
aktiv stilling til alle sager. Tingene overlades til ordførerne, der dermed
får både spillerum og magt.
Posten som formand for et af folketingets stående udvalg vurderes ikke
til at være en væsentlig magtbase. Det svarer også til forskningsresultaterne
vedrørende udvalgenes rolle i den politiske proces (Jensen, 1995), derimod
vurderes i lyset af de samme resultater de stående udvalgs indflydelse af
politikerne overraskende højt.
Men det fremgår også af figur 3.2, at folketingsmedlemmerne godt kunne
ønske sig den interne magtstruktur noget anderledes. Der er stor enig-
113