De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

klassisk pluralistisk magtmodel vil fremhæve, at der i samfundet findes
mange forskellige magtfulde, konkurrerende eliter.
De forskellige magtmodeller med deres antagelser om, hvem der er de
mest magtfulde aktører, er sammenfattet i figur 5.1.
F o r v e n t n i n ger ti l po l i t i k e r n e s m a gtp e r c e p t i on
Hvilke forventninger skal vi have til politikernes opfattelser af, hvilke
aktører der har og bør have magt i det danske politiske system? Hvad forklarer
de folkevalgtes magtperception? Skal forklaringer på magtopfattelser søges
i rollen som „parlamentariker“, „partisoldat“ og ideologisk engageret eller
i „advokatrollen“, dvs. præget af tidligere socialisering og tilhørsforhold?
Forventningen er, at alle tre roller bidrager til forklaringen.
Rollen som parlamentariker medformer de folkevalgtes magtperception.
Magtudredningen kom i stand, fordi en stor gruppe af folketingsmedlemmerne
havde en fornemmelse af, at magten er ved at glide dem af
hænde. Derfor er det forventningen, at folketingsmedlemmerne er af den
opfattelse, at en række andre aktører i det politiske system har lige så
meget magt som Folketinget eller måske endda mere. Det er derimod ikke
forventningen, jf. bl.a. beskrivelsen af professionaliseringen af Folketinget
og folketingsmedlemmerne, at de folkevalgte opfatter Folketinget som
en svag institution. Det er samtidig forventningen, at så godt som alle
folketingsmedlemmer mener, at først og fremmest Folketinget, men også
de institutioner, der understøtter Folketingets magt, dvs. vælgerne og de
politiske partier, burde have øget magt. Generelt må man forvente, at den
parlamentariske styringskæde som magtmodel har en stærk normativ appel til
de fleste parlamentarikere
Det er ligeledes forventningen, at ideologisk og partimæssig forankring
bidrager til forklaringen af magtperceptionen. Partierne på venstre fløj
– EL og SF – forventes i en vis udstrækning at analysere de herskende
magtforhold i et marxistisk perspektiv og dermed udnævne arbejdsgivere,
erhvervsliv og finanskapitalen til at være særdeles magtfulde aktører. De
øvrige partier forventes at vurdere magten i et mere klassisk parlamentarisk
perspektiv, hvor man tilskriver de parlamentariske institutioner som
Folketinget, vælgerne, de politiske partier og regeringen en betydelig
indflydelse i forhold til andre aktører. Forskellene forventes her at findes i
synet på de organiserede interesser. Socialdemokraterne forventes at finde
arbejdsgiverorganisationerne mere magtfulde end lønmodtagerne, mens
170