De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

for den næstmest magtfulde institution tæt fulgt af regeringen og endelig
de politiske partier. Fra disse fire centrale aktører i den parlamentariske
styringskæde bør der ifølge politikerne være en pæn afstand ned til alle
øvrige aktører i det politiske system. Disse øvrige aktører tilkendes alle
magt og stort set lige meget magt. Der er således tale om et pluralistisk
normativt ideal, men hvor disse øvrige aktører skal have magt på et niveau,
så de klart er underlagt de parlamentariske organer.
Den politiske aktør, folketingsmedlemmerne har det vanskeligst med, er
massemedierne. Den store magt, som de er enige om, massemedierne har i
det politiske system, finder de folkevalgte ikke legitim. Medierne er blevet
den aktør, de folkevalgte ønsker sig svækket mest. Hvis de folkevalgte har
ret i, at medierne er den næstmest magtfulde politiske institution i Danmark
næst efter regeringen og over Folketinget, så er medierne ikke længere
at regne for en scene, hvorpå de andre politiske aktører kan agere, men
er selv blevet en aktør. Der er ingen tvivl om, at medierne har forandret
sig og i en række henseender har magt til at påvirke den politiske proces
(mere herom i kapitel 7). Men der er også en række forhold, der gør, at
netop medierne kommer til at opleves magtfulde for medlemmerne af Folketinget.
De folkevalgte bruger hele tiden medierne og optræder ofte selv
i dem. De oplever konstant, at medierne og mediedækningen på en meget
direkte måde påvirker deres politiske arbejde, også på måder, de ikke altid
kan kontrollere eller finder tilfredsstillende.
På den anden side er der snævre grænser for, på hvilke måder politikerne
i et liberalt demokrati – selv om de besidder lovgivningsmagten – kan
regulere eller på anden måde blande sig i mediernes måde at dække det
politiske arbejde. Beskyldninger om censur vil ligge lige for. Så medierne
er set fra politikerne både uundværlige og særdeles nærværende i det daglige,
samtidig med at de i vidt omfang er uregerlige.
Hvis man skal sammenfatte den magtopfattelse, som de folkevalgte under
ét giver udtryk for, så er magtstrukturen pluralistisk, med mange forskellige
aktører med en betydelig indflydelse. Mens regeringen stadig ses som den
mest magtfulde samfundsinstitution, og parlamentet som én af de mest indflydelsesrige,
så må disse traditionelle aktører konkurrere om indflydelsen
med massemedierne og de finansielle markeder. Arbejdsmarkedets parter,
KL og EU tilskrives næsten lige så meget magt som de politiske partier og
vælgerne. Den offentlige forvaltning og det private erhvervsliv befinder sig
nederst på listen, men opfattes alligevel som aktører med en vis magt. Den
ønskede magtstruktur afviger betydeligt fra den faktiske, og idealet er en
173