De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

P o l i t i k e r n e som in f o r m a n t e r om m a gte n
Selv om partierne som ovenfor beskrevet har forskellige magtperceptioner,
så er der alligevel også ting, de ser ens på. Iøjnefaldende er det, at alle
partigrupper på den ene side opfatter Folketinget som en magtfuld institution,
men samtidig mener alle tillige, at man burde styrke Folketingets
magt betydeligt, og alle ønsker at se Folketinget som den mest magtfulde
institution i det politiske system. Alle folkevalgte uanset partifarve ser
også et behov for at styrke borgernes indflydelse i deres rolle som vælgere.
Så her er to felter, hvor der ifølge de folkevalgte kunne være behov for
reformer. Det er værd at bemærke, at de folkevalgte, med et lille forbehold
for venstrefløjspartierne, generelt synes, at regeringen har den magt, som den
bør have. Så eventuelle reformer synes ikke først og fremmest at skulle gå
i retning af at styrke Folketinget på bekostning af regeringen. Eventuelle
reformbestræbelser ville skulle styrke Folketinget og borgeren i vælgerrollen
i forhold til de organiserede interesser på arbejdsmarkedet og i forhold til
markedet og EU. Man kan fortolke mønsteret på den måde, at der er et
klart ønske hos de folkevalgte om, at de parlamentariske organer bevarer
og øger deres nationale styringskapacitet.
Det andet meget markante mønster i magtperceptionen på tværs af partigrupperne
er, at medierne af alle anses som en af de mest magtfulde aktører
i det politiske system og i flere partigrupper den mest magtfulde aktør.
Samtidig er der blandt de folkevalgte, med et forbehold for midterpartierne,
et fælles ønske om i markant grad at stække mediernes magt i det danske
politiske system. Så også her kunne der, ifølge de folkevalgte, være behov
for at tænke i baner af reformer. Men det er også klart, at dette ønske om
at svække mediernes magt i det politiske system kalder på nærmere analyser
af forholdet mellem politikerne og medierne.
Endelig er der en række forestillinger om magtens fordeling i samfundet, der
– hvis vi kan stole på vores panel af politiske iagttagere bestående af
vores folketingsmedlemmer – ikke er belæg for. Det gælder f.eks. decline of
parliament-tesen. Folketinget opfattes på ingen måde af dets medlemmer
som et „gummistempel“. Selv om folketingsmedlemmerne er bekymrede
for Folketingets magt og kunne ønske Folketinget styrket, beskrives det
alligevel af medlemmerne som en af de mest magtfulde institutioner i
det nuværende politiske system. Der er heller ingen, der beskriver vores
nuværende politiske orden som korporatistisk. Folketingsmedlemmerne
tilskriver ikke organisationerne så stor og eksklusiv en magt, som korporatismemodellerne
foreskriver. Der er slet ikke ifølge folketingsmedlemmernes
182