De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

tingsmedlemmer, der har svaret, at det er „meget vigtigt“ at repræsentere
partiet, og ikke den bredere gruppe, der finder det „meget vigtigt“ eller
„ganske vigtigt“, så kommer de klassiske forskelle alligevel til syne. I partierne
i venstre og midterste blok siger 63 pct. af folketingsmedlemmerne
at det er meget vigtigt at repræsentere partiet, medens kun 44 pct. af folketingsmedlemmerne
i partierne i højreblok vil gå så langt. Det er endvidere
således, at hos to partier – V og K – er der flere der opfatter „at fremføre
de synspunkter, som du personligt finder vigtige“ som „meget vigtig“
end medlemmer, der opfatter det „at fremføre dit eget partis politik“ som
„meget vigtigt“. Ellers rangerer det at repræsentere sit partis politik over
alle andre hensyn og interesser hos alle partier.
På trods af disse nuancer må man alt i alt sige, at der er overordentlig
stor enighed blandt alle danske folketingsmedlemmer om, at de først og
fremmest repræsenterer deres parti. De er enige om, at „dele sig efter
anskuelser“. De er altså enige om at være uenige, og dermed enige om, at
anerkende hinanden i rollen som partisoldater og om at opfatte Folketinget
som arena for partiernes kamp (jævnfør det teoretiske udgangspunkt, som
der blev redegjort for kapitel 1).
Men selv om de fleste folketingsmedlemmer finder det vigtigst at repræsentere
partiet, udelukker det ikke, at de derudover også kan opfatte sig som
repræsentant for noget andet. Næsten lige så mange fremhæver det som
deres opgave „at fremføre synspunkter, som de personligt finder væsentlige.“
Denne formulering af repræsentationsopgaven kommer nærmest det
klassiske liberale ideal. Den rummer for det første forestillingen om, at
når man er valgt, er man ikke bundet af et mandat fra dem, der har valgt
én (jævnfør diskussionen nedenfor om repræsentationens stil), men tværtimod
forventes man at bruge sin selvstændige dømmekraft om politiske
forhold. For det andet rummer det idealet om, at man ikke skal varetage
særinteresser, men derimod tage overordnede hensyn. At fokusere på det,
man personligt finder væsentligt, behøver jo endelig heller ikke at være i
strid med rollen som partirepræsentant.
Ganske mange, dvs. ca. 70 pct., tilkendegiver også, at rollen som advokat
for enkeltpersoner er vigtig for dem, og samme andel finder det vigtigt
at fremføre interesserne fra egen region og valgkreds. Begge er klassiske
forestillinger om repræsentation, som historisk rækker længere tilbage end
parlamentariske systemer.
Endelig er der funktionel repræsentation, hvor man vedkender sig at
93