De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

Undersøgelsen her baserer sig først og fremmest på kvantitative data,
hvoraf en væsentlig del er tilvejebragt som survey-data. Det er både undersøgelsens
styrke og svaghed. Styrken ligger i – ved hjælp af statistiske
værktøjer – at kunne håndtere og finde mønstre i de mange oplysninger
om folketingsmedlemmer fra flere folketingssamlinger. Ulempen knytter
sig til, at spørgeskemaundersøgelser altid har et element af „context-stripping-precedure“
(Mishler, 1986). Denne begrænsning ved spørgeskemaer
generelt blev da også påpeget af en del politikerne (her eksempler fra 1995undersøgelsen):
Jeg kan slet ikke se, hvad I kan bruge den slags svar til. Politik er i den
grad bestemt af situationen.
Jeg vil ikke medvirke i en undersøgelse, hvor konklusionerne får formen:
„Så og så mange SF’ere mener det og det om EU“, medens det, som det
i virkeligheden drejer sig om, er, at en lang række problemer i dag har
udviklet sig til at være grænseoverskridende.
Jeg havde næsten udfyldt det, men blev irriteret undervejs. Det bliver for
firkantet. Hvert eneste spørgsmål, faktisk hvert item, udløser hos alle reflekterende
personer spørgsmålet: „Under hvilke betingelser?“ og behovet
for at sige „Det kommer an på …“. Det kan ikke undre, at politikerne
spekulerer på, om vi som forskere formår at bringe den rette kontekst
tilbage, når spørgeskemaet ikke giver plads til at spørge respondenterne
om, hvilken kontekst de svarer i lyset af (Jensen, 1996: 11-17).
At Folketinget desuden „kun“ har 179 medlemmer medfører nogle begrænsninger
for den forsker, der ønsker at gøre brug af statistiske „værktøjer“.
Der er for få „enheder“ til, at man kan foretage de opdelinger af materialet,
som man ud fra statistiske hensyn kunne ønske sig. Hvis man f.eks. opdeler
respondenterne efter først partitilhørsforhold og derefter efter køn, så har
man allerede kategorier med kun ét folketingsmedlem.
Ovenstående problematik forstærkes af, at danske folketingsmedlemmer
– i modsætning til deres nordiske kollegaer – generelt ikke er begejstrede
for at besvare spørgeskemaer. Antallet af respondenter i de anvendte spørgeskemaundersøgelser
fra 1980, 1995 og 2000 blandt folketingsmedlemmerne
er henholdsvis 106, 110 og 128. Men selv med en svarprocent på hundrede
ville materialet have sine begrænsninger statistisk set.
Disse generelle bemærkninger om datas begrænsninger ændrer ikke ved,
at der er tale om et omfattende og unikt datamateriale om de danske folkevalgte
politikere
266