De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

af forskellige gruppers interesser. De er gennem deres studier blevet stærkt
præget til at se deres rolle som at navigere imellem særinteresser snarere
end at repræsentere dem. Igen er der et mønster, som det er værd at holde
øje med i den videre analyse.
Som en tredje ting kan man iagttage, at humanisterne har en repræsentationsprofil,
der i det væsentlige ligner venstrefløjens, idet begge kategorier af
folketingsmedlemmer er mere tilbøjelige til at repræsentere lønmodtageres
og „svage“ gruppers interesser. Det svarer også til forventninger, man kan
have ud fra deres uddannelse og job. Der er tale om lærere af mange slags
samt humanistisk uddannede i øvrigt. For disse grupper står menneskers
personlige og faglige udvikling centralt, hvilket meget tænkeligt omsætter
sig i en politisk interesse for de svage grupper i samfundet.
For det fjerde fremgår det, at også kvinderne er mere tilbøjelige til at
varetage svage gruppers og lønmodtageres interesser end mændene, men
interessant nok ikke i så udpræget grad som „humanisterne“ og venstrefløjen.
Forklaringen på repræsentationsprofilen kunne være, at kvinderne
generelt bruger mere tid og kræfter end mænd på omsorgsopgaver i familien
og i arbejdslivet. Denne bagage omsætter sig i et andet politisk fokus
for kvinder end for mænd. Men som det fremgår, kan argumentet måske
overdrives og anvendes for stereotypt. Eksempelvis er kvinderne også mere
tilbøjelige end mændene til at varetage virksomhedsejernes interesser. Det
er endvidere værd at notere sig, at kvinderne i helt særlig grad er indstillet
på at fremføre kvindernes synspunkter og interesser.
De unge i Folketinget ser ud til især at ville varetage virksomhedernes
interesser på erhvervssiden samt de unges interesser. En væsentlig del af
forklaringen herpå er givetvis, at der i det kuld af „unge“, det vil sige folketingsmedlemmer
under 40 år, der blev rekrutteret ved valget i 1994, var
forholdsvis flest tilhørende højrepartierne.
Tabel 3.2 viser endvidere, at lederne og de selvstændige fra den private sektor
er tilbøjelige til at varetage erhvervslivets interesser. Især kan man notere
sig, at denne gruppe i langt højere grad end højrefløjspolitikere generelt
ønsker at varetage bøndernes interesser. De fleste ledere og selvstændige
fra den private sektor tilhører partierne på højrefløjen, men set fra f.eks.
en landmands synsvinkel, er det altså ikke ligegyldigt, om han lader sig
repræsentere af én, der kommer fra landbruget eller ej.
Endelig lader det til, at politisk erfaring fra lokalpolitik eller fra ansættelse
i en interesseorganisation ikke i sig selv sætter sig spor i folketingsmedlemmernes
repræsentationsopfattelse. Forventningen kunne vel være, at f.eks.
98