De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

P l u r a l i s t i sk ma gtmo d e l (R+CD )
Midterpartiernes magtopfattelse skiller sig også ud. Folketingsmedlemmerne
fra Det Radikale Venstre og Centrumdemokraterne vurderer, at alle aktører
i det politiske system har næsten lige meget indflydelse. Og de vurderer
tilmed konsekvent alle politiske aktørers niveau af magt højere, end de
øvrige politikere vurderer. Medlemmerne af midterpartierne vurderer
endvidere som den eneste gruppe, at Folketinget på nuværende tidspunkt er
den mest magtfulde aktør, ligesom de tilskriver vælgerne lige så megen magt
som regeringen. Så midterpartierne opfatter tilsyneladende det nuværende
system som et politisk system med en sand pluralistisk magtfordeling.
Det interessante er endvidere, at denne pluralistiske fordeling af magt
ønsker de bevaret. Med undtagelse af en vis styrkelse af Folketinget, så
denne institution uden for enhver tvivl bliver den mest magtfulde, ønsker
midterpartierne ikke nogen ændring af den nuværende pluralistiske fordeling
af magten. I både opfattelse af magtfordelingen og i fraværet af ønsker
om ændringer i denne adskiller midterpartierne sig markant fra de øvrige
partier.
D e n pa r l a m e n t a r i ske sty r i n g s k æ d e
som ma gtmo d e l ( S + V +K)
Opfattelsen af magtfordelingen i det danske samfund blandt medlemmerne
af de tre store gamle partier, Socialdemokraterne, Venstre og
Det Konservative Folkeparti, er næsten ens. Der er træk, der ligner den
liberale model. Alle tre partier er enige om, at regeringen hører til de mest
magtfulde politiske aktører tæt fulgt af Folketinget. Men heller ikke her
passer modellen, fordi også disse tre partier vurderer, at medierne hører til
blandt de mest indflydelsesrige institutioner på niveau med regeringen, og
for de konservatives vedkommende rangerende i magt over regeringen og
Folketinget. Efter regeringen, medierne og Folketinget kommer de to andre
parlamentariske aktører, de politiske partier og vælgerne. Dernæst er der
et spring i indflydelse ned til arbejdsmarkedets parter, som de konservative
dog generelt vurderer har lidt mere indflydelse, end de øvrige to partier.
Vedrørende markedets aktører, vurderer de konservative dem til at have
lidt mindre indflydelse, end de øvrige to partier.
De tre partier er også enige om, at de fire parlamentariske aktører bør
styrkes betydeligt i forhold til de øvrige aktører. I den ideale verden tildeles
de øvrige aktører lige meget magt, dog også her sådan, at dem, man bedst
175