De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

man ikke give fænomenet ‘at repræsentere’ mange tanker, inden man får
øje på mangetydigheden. For hvad eller hvem er det, de folkevalgte skal
repræsentere? Som allerede nævnt, eksisterer der en klassisk forståelse af
repræsentation som et spørgsmål om, at et lokalområde sender deres mand
„på tinge“, for at han kan tale deres sag og varetage deres interesser. Så
et svar kunne være, at man som folkevalgt repræsenterer sin valgkreds og
som sådan varetager valgkredsens interesser. Men der er andre muligheder.
F.eks. kunne man overveje, om man som repræsentant kun er forpligtet
på dem i valgkredsen, der stemte på én? Eller kun dem, der henvender sig
til én? Eller ser den folkevalgte det snarere som sin opgave at repræsentere
en socialgruppes eller klasses – måske ens egen klasses – interesser, det
kunne f.eks. være bønderne, arbejderne, de offentligt ansatte eller andre?
Eller man kunne som folkevalgt se det som sin opgave at repræsentere de
svages, de forfordeltes eller mindretals interesser, f.eks. de gamles, de unges,
indvandrernes, børnenes eller kvindernes interesser? Eller man kan føle
sig forpligtet på at repræsentere et sæt af anskuelser, bestemte holdninger
eller et ideologisk ståsted, altså opfatte sig som repræsentant for et parti?
Man kan tænke om sin opgave som folkevalgt, at man ikke skal varetage
særinteresser overhovedet, men hele befolkningens interesse, hvor man
jo så må gøre op, om det vil sige at repræsentere det, der er flertal for i
befolkningen i f.eks. opinionsmålinger, eller om det er, hvad man efter
bedste skøn finder, er hele befolkningens interesser. Men hvorfor kun hele
befolkningen. Hvorfor ikke hele nationens, Europas, klodens, fredens,
naturens interesse? Med andre ord, der er ved nærmere eftertanke meget
vide rammer for, hvad man som folkevalgt kunne vælge at repræsentere,
dvs. hvad repræsentationsteorien taler om som repræsentationens fokus.
Hertil kommer så spørgsmålet om, hvordan man gebærder sig, når man
skal repræsentere. Vil det at være repræsentant sige, at man er budbringer
for en gruppe, og at man dermed siger det, som man „hjemmefra“ har fået
besked på at sige. Eller handler det at repræsentere om, at repræsentanten
skal mene, sige og gøre det, der ud fra hans/hendes egen dømmekraft og
bedste skøn er det bedste for de repræsenterede og deres interesser.
Ud over spørgsmålene om repræsentationens fokus og spørgsmålet om
mandatets karakter kommer så mere praktiske spørgsmål om, hvordan man
som repræsentant kan handle, så man bedst og mest effektivt varetager de
interesser, man anser for vigtige. Hvilke strategier skal repræsentanten lægge
for det daglige arbejde i parlamentet? Hvad skal tiden bruges på?
85