De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

tor, arbejderne, medlemmer med organisationsbaggrund og humanisterne
„spiller“ på en regional scene. Endvidere har de optagethed af økonomiske
emner fælles.
Mest tydeligt er det hos lederne og de selvstændige fra det private og arbejderne.
De lægger som alle andre vægt på at repræsentere deres parti. Derudover
lægger de vægt på at repræsentere særinteresser. For ledernes og de selvstændiges
vedkommende virksomheder og bønder, og for arbejdere og de
kortuddannedes vedkommende især enkeltpersoner med problemer. Begge
kategorier deltager ofte i samarbejde på tværs af partiskel vedrørende lokale
og regionale spørgsmål, og begge grupper tilslutter sig det generelle politiske
standpunkt, at det er vigtigt at styrke landdistrikterne. Endelig optræder
de først og fremmest i regionale medier, hvis dækning af deres virke de
er forholdsvis tilfredse med. De frygter først og fremmest sammenbrud i
den økonomiske orden (inflation og gæld). Så de to kategorier af folketingsmedlemmer
har det til fælles, at de er optagne af økonomiske spørgsmål
vedrørende erhvervsinteresser og regionale forhold. Hverken ledere eller arbejdere
klarer sig særlig godt i kampen om ministerposter.
På et punkt er der store forskelle mellem lederne og arbejderne og de
kortuddannede. Sidstnævnte er i særlig grad ikke internationalt orienterede,
mens lederne og de selvstændige har forholdsvis mange kontakter til EU.
Folketingsmedlemmerne med organisationserfaring er også særligt optagne
af økonomiske, erhvervsmæssige og regionale anliggender. De repræsenterer deres
parti som alle andre og lægger derudover vægt på at repræsentere lønmodtagere
og valgkredsen, som de også har et særligt udbygget kontaktnet til.
Også denne kategori af folketingsmedlemmer optræder oftest i regionale
medier. Tidligere var der forholdsvis mange folk med organisationserfaring
blandt ministrene, men hen over to årtier er deres andel af ministerposterne
faldet.
Forventningen til humanisterne i Folketinget var, at denne kategori i særlig
grad havde kontakt til „svage“ grupper og var særligt optagne af etiske
spørgsmål, ligestilling og lighed i samfundet. Men sådan er mønsteret ikke,
og humanisterne udfylder ikke rollen helt som forventet. Med hensyn til
deres repræsentationsfokus ligner de kvinderne lidt, idet de lægger forholdsvis
meget vægt på at repræsentere kvinderne og de unge i samfundet. Men
ellers ligner de i deres repræsentationsprofil på en række punkter lederne,
arbejderne og dem med organisationserfaring. Humanisterne lægger nemlig
også vægt på at repræsentere valgkredsen og enkeltpersoner med problemer.
Også de kan tilslutte sig det generelle politiske standpunkt om at styrke
251