De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

er steget. Man kan så at sige anlægge en lidt mere teknisk betragtning og
interessere sig for Folketingets produktion og produktivitet: Hvor mange
møder? Hvor lange møder? Hvor megen debat? Hvor mange love? Hvor
mange spørgsmål til ministeren? Osv.
Af tabel 2.19 fremgår det, at aktiviteterne i både folketingssalen og i folketingsudvalgene
hen over årene er steget voldsomt, ligesom mængden af
skriftlig kommunikation er det. Selv om lovgivnings- og kontrolaktiviteter
i snæver forstand kun udgør en del af politikernes aktiviteter, jf. ovenfor,
og selv om folketingsmedlemmerne jo ikke har pligt til – og i praksis
slet ikke har mulighed for – at deltage i alle møder og læse alle bilag, så
indikerer alene udvidelsen i aktivitetsniveauet, at hvervet som politiker i
Danmark for længst er blevet et fuldtidsjob og i den henseende er blevet
professionaliseret.
Tabel 2.19 viser en klart stigende kontrolaktivitet fra Folketingets side i
forhold til regeringen og indikerer også et arbejdende Folketing, som regeringen
– de sidste 30 år som oftest mindretalsregeringer – ikke uden videre
kan komme uden om. Men det stigende aktivitetsniveau behøver ikke alene
at indikere øget magt til Folketinget. En del af aktivitetsstigningen kan
skyldes, at der er kommet flere partier i Folketinget, at konfliktniveauet
og behovet for markeringer ligeledes er steget, og at de enkelte folketingsmedlemmer
og partigrupper har fået flere ressourcer.
Res s o u r c e r
Det har været en tilbagevendende diskussion, hvorvidt Folketinget skulle
opbygge sin egen stab af eksperter, som kunne modsvare regeringens ekspertise
i centraladministrationen (som f.eks. Kongressen og Senatet i USA
har det). Man har hidtil i Danmark afstået fra at opbygge et sådant dobbelt
bureaukrati, idet man har valgt den model, at de folkevalgte kan få alle de
oplysninger, de ønsker, via forskellige former for spørgsmål til og svar og
redegørelser fra ministrene (som trækker på embedsværket). Systemet bygger
på, at folketingsmedlemmerne kan stole på, at de får korrekte oplysninger
fra ministrene, hvilket er baggrunden for, at folketingsmedlemmerne er
overordentlig vagtsomme over for alle mistanker om, at ministre „vildleder“,
„forholder oplysninger“, „fejer under gulvtæppet“ eller taler imod
bedre vidende i bevarelsen af spørgsmål.
Selv om man således har afstået fra at opbygge store sekretariater, så
fremgår det også af tabel 2.19, at folketingsmedlemmerne gennem årene
71