De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

Opgjort på den beskrevne måde (hvor kategorierne er gensidigt udelukkende)
kan man „indfange“ ca. 75 pct. af Folketingets medlemmer, jf. tabel
2.9.
De ovenfor definerede kategorier fordeler sig på partier i 1979 og 2001
som vist i tabel 2.10. I 2001 findes der djøf’ere i næsten alle partier, men
så langtfra i samme omfang. Mønsteret er, at på venstrefløjen er Enhedslisten
og Socialistisk Folkeparti djøf-partier, idet henholdsvis ca. 50 og 40
pct. af grupperne er djøf’ere, mens andelen er mere beskedne 29 pct. hos
Socialdemokraterne. På midten kan man vælge mellem på den ene side det
mest udprægede djøf-parti i Folketinget, Det Radikale Venstre, hvor to
tredjedele af gruppen tilhører kategorien, på den anden side Folketingets
mindst „djøficerede“ parti, Kristelig Folkeparti, der ingen djøf’ere har. På
højre fløj fylder djøf’erne generelt ikke så meget, men også her kan man
„vælge“ mellem djøf-partierne, Venstre og Konservative, over for Dansk
Folkeparti, der kun i beskedent omfang rekrutterer denne kategori.
„Humanisterne“ rekrutteres først og fremmest til venstreblok (EL, SF,
og S), hvor de udgør ca. en fjerdedel af partigrupperne, samt til Kristeligt
Folkeparti, hvor de udgør halvdelen af partigruppen. „Private ledere og
selvstændige“ finder man især hos Venstre og Kristeligt Folkeparti. Forklaringen
på dette mønster ligger i, at gruppen selvstændige også inkluderer
landmænd, som både er forholdsvis godt repræsenteret i Folketinget, og
som historisk har haft en stærk tilknytning til netop disse to partier. Endelig
findes der i 2001 kun „arbejdere“ i fire partier: Først og fremmest hos Dansk
Folkeparti, hvor 32 pct. af gruppen består af (især faglærte) arbejdere, og
dernæst hos Socialdemokratiet, hvor arbejderne udgør 12 pct. Der er ud
fra partigruppernes sammensætning ikke dækning for at tale om venstrefløjspartierne
som arbejderpartier.
Der har ikke været tradition for i dansk parlamentsforskning at inddele folketingsmedlemmerne
i kategorierne „djøf’er“, „humanist“, „leder og selvstændig
fra det private“ og „arbejder“ på baggrund af uddannelse og joberfaringer.
Begrundelsen for at gøre det her er, som ovenfor anført, den anlagte
socialiseringsvinkel. Tesen er, at den uddannelses- og jobmæssige prægning
vil influere på de politiske holdninger, opfattelser og handlinger. Analysen
i kapitlerne 3-7 skal demonstrere hensigtsmæssigheden i inddelingen.
Som det er fremgået af kapitel 2 så langt, så ligner den folkevalgte politiske
elite ikke den befolkning, som de repræsenterer. Med hensyn til erfaringer
knyttet til køn, alder, uddannelse og erhvervsbaggrund, så har folketingsmedlemmerne
andre ting i „rygsækken“ end deres vælgere.
49