De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

datatyper. Analyser af kontaktmønstre og kontakthyppighed er én metode
blandt andre. Rationalet bag metoden er, at hvis en politisk aktør skal øve
indflydelse eller have magt, så skal aktøren både søge og have adgang til
centrale beslutningstagere for at kunne påvirke udfaldet af vigtige beslutninger.
Så relativt mange kontakter til magtfulde beslutningstagere kan opfattes
som en indikator på magt. Jo flere kontakter til Folketingets medlemmer,
jo mere indflydelse på Folketingets beslutninger.
Hvis det f.eks. viser sig, at folketingsmedlemmerne har langt flere kontakter
til de økonomiske interessegrupper end til „svagere“ gruppers organisationer,
vil det indikere, at de økonomiske interesseorganisationer bedre er i
stand til at få deres interesse varetaget end de andre, og at de i den forstand
er mere magtfulde. Så langt er ræsonnementet enkelt. Hvis der er enighed
om, at Folketinget er en magtfuld institution, der faktisk træffer vigtige
beslutninger, så gælder det om gennem mange kontakter til Folketingets
medlemmer at få sine synspunkter repræsenteret der.
Men i en analyse af magtens fordeling i samfundet kan vi ikke nøjes
med at antage, at Folketinget er en magtfuld og vigtig institution, og at
alle andre aktørers magt kan måles på deres evne til at komme igennem til
Folketinget. Vi vil gerne have indikatorer på Folketingets magt i forhold
til andre aktører. Her er tankegangen inden for analyser af kontaktmønstre,
at hvis mange andre aktører søger kontakt med en bestemt aktør, så
indikerer det magt. At være centralt placeret i et kommunikationsnetværk
bliver således opfattet som et tegn på en magtfuld position. Antagelsen er,
at politiske aktører opfører sig rationelt i den forstand, at de søger at etablere
kontakter til andre aktører, som har magt til at træffe beslutninger inden
for deres interessesfære.
Selv om folketingsmedlemmerne – som det fremgik af kapitel 5 – ikke
er enige i deres beskrivelse af magten i det danske samfund, så er de dog
enige om at beskrive magtstrukturen som pluralistisk. Der er mange aktører
med en betydelig magt. Selv om folketingsmedlemmerne i en mere ideel
verden kunne ønske det, så blev Folketinget i det eksisterende politiske
system ikke beskrevet som toppen af et autoritativt magthierarki. Som de
folkevalgte beskrev magtfordelingen i samfundet, så er det politiske system
ikke hierarkisk organiseret fra top til bund, men snarere vandret udstrakt
mellem center og periferi. I et system med mange magtfulde aktører er
Folketinget måske snarere blevet en slags forhandlingspartner. Det gør det
så meget mere interessant, hvem folketingsmedlemmerne faktisk kommunikerer
med. Hvem søger og får adgang til politikerne? Og lige så vigtigt:
188