De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

at nyhedskriterierne har dårlige konsekvenser for den politiske proces og
den politiske kultur i form af for mange personlige udspil og utilstrækkelig
forståelse for det politiske arbejde. Det er interessant, at de yngre
folketingsmedlemmers holdninger ikke kan tilskrives, at de særlig ofte
optræder i medierne. Det gør de nemlig ikke (jf. tabel 7.3 ovenfor). Så der
kan meget vel være tale om en generationsbestemt forskel, der har at gøre
med en generation af politikere, der ikke kan huske den tid, hvor fjernsyn
startede kl. 17.30 med en halv time for børn, fortsatte med en halv times
voksenuddannelse efterfulgt af tv-avisen, et kulturprogram og med godnatbillede
22.30. De yngre folketingsmedlemmer er vokset op med et helt
andet mediebillede.
Folketingsmedlemmer med organisationserfaring og med kommunalpolitisk
baggrund er mere kritiske end andre over for mediernes tendens til at
fokusere på sensationer og til at overse det daglige politiske „rugbrødsarbejde“.
Endelig er seniorerne ikke overraskende, fordi gruppen også tæller
ekstra mange politiske ledere, i særlig grad enige i at fremhæve, at medierne
får politikerne til at udtale sig for tidligt i forhold til den politiske proces.
S A M M ENFA TTEND E O M M E D I ER
Medierne fylder meget i folketingsmedlemmernes hverdag. Det er den aktørgruppe,
de oftest er i kontakt med, og udviklingen går i retning af, at
politikerne optræder oftere og oftere i medierne. Det er politikerne for så
vidt godt tilfredse med. I hvert tilfælde eksisterer den klare sammenhæng,
at jo mere politikerne optræder i medierne, jo mere tilfredse er de med
mediernes dækning af deres virke. Men medierne frustrerer også folketingsmedlemmerne
meget. De folkevalgte tilskriver medierne magt næsten på
niveau med regeringen. Men de synes ikke, at medierne har ret til så meget
magt. Og medierne udgør et stort dilemma for de folkevalgte. På den ene side
har de brug for at komme i medierne for at løse deres politiske opgave og
for at blive genvalgt. Og medierne er interesseret i at dække det politiske
stof. Men i stigende grad er medierne kun interesseret, hvis der er tale om
godt mediestof, dvs. kun hvis det politiske stof lever op til mediernes kriterier
for nyheder og godt (underholdende seer-fastholdende) dramastof.
På en række dimensioner er de folkevalgtes holdninger til og opfattelserne
af medierne ret ens. Her er det tilsyneladende rollen som parlamentariker, der
er afgørende. Så godt som alle søger flittigt at komme i medierne, så godt
som alle parlamentarikere er kritiske over for mediernes nyhedskriterier,
233