De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

dikotomi med fire aktører – parlamentet, vælgerne, regeringen, partierne
– med stor magt: og med parlamentet rangerende øverst. De resterende syv
aktører foreskrives langt mindre magt.
PAR T I G R U P P E R N E S M A G T O P F A T T E L S E
Opdeler man de folkevalgte efter partitilhørsforhold, kommer der alligevel
betydelige forskelle til syne i opfattelserne af, hvor meget magt de forskellige
politiske aktører har og bør have. Faktisk udkrystalliserer der sig tre klart
forskellige magtopfattelser. Mønstrene fremgår af figur 5.3 og figur 5.4.
Mag t analy s e med marxis t i s k t o ning ( E L+ S F )
Medlemmerne af venstrefløjspartierne, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti,
har som ventet en tydelig marxistisk fortolkning af magtforholdene
i samfundet. De vurderer, at finansmarkedet, det private erhvervsliv,
arbejdsgiverne og EU har mere magt end de fleste andre aktører, dog
ikke mere end regeringen og Folketinget. EU opfattes i deres kritiske
optik i hovedsagen at være et projekt, der først og fremmest skal sikre
et grænseoverskridende, gnidningsfrit marked til gavn for kapitalen.
Venstrefløjen vurderer de fire markedsaktører til at have mere magt, end
de fleste andre folkevalgte vurderer. Og de vurderer vælgerne til at have
betydeligt mindre at skulle have sagt, end de øvrige folkevalgte gør, hvilket
godt kan udlægges ideologikritisk: Kapitalen har afgørende indflydelse, og
det er en illusion at tro, at vælgerinstitutionen kan ændre dette. Medierne
passer dog ikke ind i den marxistisk tonede analyse. Alligevel slår medierne
alle andre aktører, også finansmarkedet, EU og det private erhvervsliv, i
venstrefløjens vurdering af magtens fordeling.
Venstrefløjen kunne ønske sig, jf. figur 5.3, en radikal omfordeling af
magten, der først og fremmest skulle styrke Folketinget og vælgerne,
fastholde partiernes indflydelse og stække regeringens magt noget samt
derudover svække de resterende politiske aktørers magt i betydelig grad.
Markedsaktørerne ønskes svækket mest, således at disse i den ønskede
politiske orden nærmer sig polen „meget lidt indflydelse“, men også
mediernes indflydelse ønskes i den ideale verden reduceret.
174