De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

eller anden måde. Der må være en eller anden passende sandsynlighed for
at tabe et valg, hvis „ansvarliggørelsen“ skal være effektiv (Pedersen, 1994:
218-219).
Hvis man på partigruppeniveau søger at analysere (i) anciennitet hos de
indvalgte, og (ii) anciennitet hos dem der forlader Folketinget samt (iii)
andelen af nyindvalgte, så er der stor variation inden for partierne og fra år
til år, og der er tilsyneladende ikke et klart mønster, der kan føres tilbage
til partitilhør.
K a r r i e r e i Fo l k e t i n get
I den hidtil gennemførte analyse har fokus været på de sociale karakteristika
og de politiske erfaringer, der kendetegner den nationale folkevalgte elite
i sin helhed. Men selv om alle folkevalgte i en række formelle henseender
er ligestillede – hvad der undertiden medtages som et definerende træk for
parlamenter, og som adskiller parlamenter fra de fleste andre organisationer
og institutioner – så er der reelt også i parlamentet forskel på de enkelte
medlemmers positioner og magt. Også i Folketinget kan man „gøre karriere“
i den betydning, at man kan erhverve sig poster, der giver mere og
mere indflydelse, og hvor det at blive minister for mange medlemmer af
Folketinget står som det højest opnåelige og mest eftertragtelsesværdige.
Den hidtidige analyse viser klart, at de folkevalgte i en række sociale og
erfaringsmæssige henseender ikke ligner den befolkning, som de repræsenterer.
Her skal det kort berøres, om den folkevalgte elites elite ligner resten
af gruppen, eller om der her er tale om en yderligere sortering?
I de fleste parlamenter – og så afgjort også det danske Folketing – spiller
partier og partigrupper en afgørende rolle. At gøre karriere i Folketinget
kan ikke løsrives fra at gøre karriere inden for partigruppen. Nogle af de
poster, som folketingsmedlemmerne konkurrerer om, er ordførerskaber og
udvalgsmedlemskaber, medlemskab af gruppebestyrelsen, medlemskab af den daglige
ledelse af partigruppen og sidst, men ikke mindst ministerposter.
At blive sit partis ordfører på et politikområde giver både betydelige muligheder
for at præge eget partis politik og muligheder for at få en synlig platform
for sit politiske virke. Efter indvælgelsen i Folketinget begynder der
i alle partigrupper et lille spil om, hvilke af Folketingets 24 stående udvalg
de enkelte medlemmer skal være medlemmer af eller suppleanter til, og i
tilknytning hertil, hvilke ordførerskaber den enkelte skal have (se Henrik
Jensens (2002) udførlige analyse af beslutningsprocesserne i partigrupperne
58