De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

Alligevel viser det sig, at det stort set kun er regeringen, der tager initiativ
til lovgivning i form af at fremlægge lovforslag, og næsten kun regeringens
lovforslag ender med at blive vedtaget. Det er ligeledes kun en lille del af de
beslutningsforslag, der fremsættes af medlemmer af Folketinget, der ender
med at blive vedtaget. Det taler for, at Folketingets magt – bl.a. på grund
af regeringens kontrol med centraladministrationen – i forhold til regeringen
måske alligevel er beskeden. Medmindre regeringen på forhånd kun
vælger at lægge love frem, som den på forhånd har grund til at tro, at den
kan få igennem Folketinget, dvs. at regeringen anticiperer Folketingets eller
dets flertals reaktion. I jo højere grad regeringen føler, at den er tvunget
til forud for sine udspil at gætte på og tage hensyn til en mulig reaktion fra
Folketingets flertal, jo større magt har Folketinget, selv om det på papiret ser
ud til, at regeringen får sine lovforslag igennem og dermed får sin vilje.
Folketinget kan yde modstand i form af kritik, debat og trussel om ikke
at ville stemme for forslagene og ad den vej få forslagene ændret. Folketinget
kan gennem debat og argumentation søge at overbevise regeringen om,
at ændringer er at foretrække. Men Folketingets magt kan også bero på
evnen til at mobilisere den offentlige mening og andre politiske aktører og
ad den vej presse og overtale regeringen til at ændre synspunkt. En del forsøg
er gjort på at vurdere parlamenters magt og modstandskraft (se bl.a. Polsby,
1975-1992 og Blondel, 1970-1992), men ingen af forsøgene har resulteret i
hverken enkle analysemetoder eller enkle mål for magt, som tillader overbevisende
generaliseringer og komparation på tværs af lande.
Endelig har Folketinget og folketingsmedlemmer andel i den mere subtile
og grundlæggende værdi- og identitetskamp i samfundet, der handler om, hvad
det er legitimt at tale om, legitimt at mene og legitimt at foreslå. Eksempler
på sådanne spørgsmål er: om man f.eks. skal regulere ligestilling mellem
kønnene, eller om det spørgsmål hører til privatsfæren? Hvad er „stuerent“
at mene om flygtninge og indvandrere? Hvem der definerer, hvad der er
dansk? Om man skal inddrage eksperter i vurderinger og udredninger af
samfundsmæssige spørgsmål, eller om de bare er forklædte „smagsdommere“,
hvis synspunkter ikke bør tilskrives særlig vægt? Osv.
Der findes således hverken enkle metoder til at undersøge eller enkle
mål til at afgøre, hvorvidt Folketinget og andre politiske institutioner og
aktører har meget eller lidt magt. Der er mange dimensioner af magt,
mange forskellige „baser“ eller ressourcer for magt, og der må anvendes
en mangfoldighed af metoder ved kortlægningen af magt.
167