De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

niveau og ledelsesansvar repræsenterer et vist karrieremæssigt løft i forhold
til tidligere erhverv (jf. tallene over de lysegrå tal i diagonalen). Der er ikke
grundlag for at hævde, at Folketinget generelt er – eller bruges som – en
„karrieremaskine“, der giver en hurtig vej til ledelsesposter i samfundets
øvrige sektorer. Hvis man tager tallene fra tabel 2.18 og sammenholder med
tallene fra tabel 2.13 vedrørende raten for genvalgte og dertil lægger de
beskrivelser af vanskelighederne ved at få arbejde efter tiden i Folketinget,
som mange af politikerne giver (bl.a. i forbindelse med dataindsamlingen
til dette projekt), så er konklusionen snarere, at det at stille op til Folketinget
må betegnes som en risikabel karrieresatsning. Politikerne kan således
generelt ikke med udgangspunkt i en beskrivelse af deres karriereforløb
siges at være en del af en politisk klasse, som cirkulerer mellem topstillinger
i de forskellige samfundssektorer.
PRO F E S SIO N A L ISER I N G A F
HVER V E T S O M F O L K E V ALG T
Oplysninger om parlamentarikeres uddannelsesniveau, erhvervsbaggrund,
politiske karriere og erfaringer, anciennitet og derekruttering som givet
ovenfor kombineret med oplysninger om parlamentarikernes arbejdsvilkår,
ressourcer og aktiviteter i deres virke som parlamentarikere (jf. nedenfor)
har i litteraturen indimellem været brugt som udgangspunkt for forsøg på
dels at vurdere, i hvilket omfang den folkevalgte politiske elite udvikler sig
til en politisk klasse, der varetager egne interesser (se Jensen, 2003; Bochert
& Zeiss, 2003), dels til at vurdere parlamentarikernes og parlamenternes
politiske magt. Det er aldrig nogen enkelt sag at måle eller bedømme en
institutions magt. Dels er magt et meget sammensat fænomen (se kapitel
5), dels råder man sjældent over den ønskelige mængde og type af data.
Oplysninger om parlamentarikeres baggrund, ressourcer og aktiviteter har
som regel været blandt dem, der har været nemmest at fremskaffe. I litteraturen
diskuteres således ofte, i hvilken grad hvervet som parlamentariker
kan siges at være professionaliseret. Begrebet skal hjælpe til at analysere og
vurdere parlamenters ressourcer, autonomi og magt i det samlede politiske
system.
Professionalisering har flere dimensioner: (i) Intellektuel professionalisering
vedrører, i hvilken grad de folkevalgte i deres tankegang og grundlæggende
opfattelser ligner professionelle, der er trænet i dels at anlægge et generalistperspektiv
på samfundsproblemer, dels at kunne sætte sig ind i en stor
67