De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

er således af institutionelle grunde stærke tilskyndelser til eksempelvis – hvis
man er i regering – ikke at bringe regeringen til fald ved at stemme imod
sin gruppe, selv om man evt. i enkelte spørgsmål måtte være uenig.
Endelig kan partiledelsen eller partifæller i den konkrete situation måske true
med sanktioner. Sanktioner kan rangere fra mild mobning til fratagelse af
tillidsposter og ordførerskaber og trussel om udsmidning af folketingsgruppen.
Det er så afgjort ikke trusler og sanktioner, der først og fremmest forklarer
det i særklasse høje danske partisammenhold. Det er institutionelle forhold
(parlamentarisme, arbejdspres og arbejdsdeling) i kombination med stærke
internaliserede normer for partisammenhold, høj legitimitet hos partiledelsen
og det forhold, at partiet er centralt placeret i gruppemedlemmernes
repræsentationsfokus, der tilsammen forklarer det stærke sammenhold
(Jensen, 2000).
Så når man fra tid til anden diskuterer, om det stærke partisammmenhold
skulle være i strid med Grundlovens § 56, hvor det hedder, at „Folketingsmedlemmerne
er ene bundet af sin overbevisning og ikke ved nogen
forskrift af deres vælgere“, så er der ingen konflikt. At følge partilinjen er
som alt overvejende hovedregel lig med folketingsmedlemmernes overbevisning
– alt taget i betragtning. Den juridiske betydning af § 56 i forhold
til spørgsmålet om partisammenhold er ifølge den statsretlige litteratur
alene, at partidisciplin ikke kan håndhæves over for et folketingsmedlem,
der ikke ønsker at følge den.
Der er så godt som ingen variation folketingsmedlemmerne imellem
vedrørende partisammenhold, der kan føres tilbage til folketingsmedlemmernes
sociale baggrund. Generelt må man konkludere, at det er et felt,
hvor de folkevalgte over hele spektret bliver socialiseret ind i en rolle som
partisoldat. Konsekvensen af disse stærke normer er, at Folketinget i høj grad
kommer til at fungere som en arena for partigruppernes virke. Og partisammenholdet
er også forudsætningen for dette.
De stærke normer om partisammenhold er også udtryk for, at folketingsmedlemmerne
anerkender hinandens ret til at repræsentere deres parti, og
dermed hinandens ret til at være uenige. Og de har ikke noget ønske om,
at deres politiske modstandere ikke er loyale over for deres egne, for det
ville gøre det langt vanskeligere at lave aftaler og indgå forlig, altså gøre
det politiske arbejde meget mere besværligt.
110