De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

indebærer, at man har gjort sit hjemmearbejde. Man skal kunne sit stof; vide
hvad sagen drejer sig om, kende dens forhistorie; vide hvis interesser, der
berøres; kunne gennemskue, hvad der er partigruppens interesser, og på
den baggrund komme med sin argumentation.
Men hvad skal gruppemedlemmerne henvise til ud over partiet selv i
deres overtalelsesbestræbelser på gruppemødet? Hvad kan de have med
„udefra“ i forhold til partigruppen, der gør indtryk? Her fremhæves for
det første opinionsfaktoren. Om noget opfattes som populært eller upopulært
i vide kredse og i vælgerbefolkningen tæller ifølge tre fjerdedele af folketingsmedlemmerne
tungt i argumentationen.
For det andet fremhæves af mange, at det kan være et kraftigt argument
at henvise til, hvor de andre partier står. Det kræver, at man igen har gjort
sit benarbejde, aktiveret sit kontaktnet og faktisk har fundet ud af, hvor de
andre partier står. Det fremhæves ligeledes af mange, at gode kontakter
til medierne kan gøres til et argument. Gode kontakter til journalister og
medier betyder mulighed for på en aktiv og gunstig måde at kunne påvirke
portrætteringen af bestemte problemstillinger, hvilket giver mulighed for
aktivt at påvirke opinionsdannelsen.
At kunne argumentere med, at der er støtte fra interesseorganisationer til
et forslag fremhæves ligeledes af mere end halvdelen. Endelig fremhæver ca.
halvdelen vigtigheden af at kunne henvise til, hvad eksperter siger. Det kræver
i reglen, at man laver mere hjemmearbejde i form af læsning, hvilket af
mange folketingsmedlemmer opfattes som en meget langsom måde at få sin
viden på. På sidstepladsen blandt de nævnte muligheder for gennemslagskraft
i partigruppen kommer „personlige forbindelser til partiledelsen“.
Man kan fortolke svarene på principielt to forskellige måder. Man kan
opfatte folketingsmedlemmerne som „observatører“ i deres respektive folketingsgrupper,
der svarer på, hvad der efter deres iagttagelser virker bedst i
forhold til at få indflydelse. Folketingsmedlemmerne vurderer således effektiviteten
af forskellige retoriske strategier: Hvad skal man i sin argumentation
henvise til for at kunne overtale og overbevise sine gruppefæller? Man kan
også opfatte folketingsmedlemmerne som „repræsentanter“, dvs. som nogen
der beretter om, hvad de selv gør. Folketingsmedlemmerne refererer da til,
hvad de selv har haft held med og rapporterer om den strategi, de selv er
mest tilbøjelige til at bruge. Under den vinkel opfattes svarene ikke kun
som en beretning om de retoriske strategier som anvendes på gruppemødet.
Hvis et folketingsmedlem f.eks. fremhæver „stærk støtte fra eksperter“ som
vigtig, så indikerer det, at det pågældende folketingsmedlem må bruge tid
120