De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

nitet afstand til forestillingen om at repræsentere økonomiske, sociale eller
regionale særinteresser, og djøf’erne har klart færre kontakter til regionale
og lokale myndigheder, end gennemsnittet af folketingsmedlemmer.
Djøf’erne har dog lidt oftere end andre kontakt til interesseorganisationerne
under Akademikernes Centralorganisation.
Ligesom seniorerne lægger djøf’erne relativt meget vægt på eksperters
udsagn, når de overvejer deres politiske standpunkt. Politisk er djøf’erne
spredt ud over hele det politisk-ideologiske landskab. Populært sagt kan
djøf’ere mene hvad som helst, men vil helst kunne hævde, at synspunktet
er underbygget af sagkundskaben.
I modsætning til resten af de folkevalgte frygter djøf’erne ikke journalisternes
magt, hvilket antageligt hænger sammen med, at de optræder betydeligt
mere i nationale medier end andre. Djøf’erne er tilsyneladende bedre rustet
end de fleste til at håndtere medierne.
På ét punkt afviger djøf’erne fra alle andre kategorier af folketingsmedlemmer.
De følger meget mere med i udenlandske aviser og har frem for
alt mange flere internationale og især europæiske kontakter. De vurderer EU mere
magtfuld end resten, ligesom de oftere end andre deltager i samarbejde på
tværs af partigrupper om EU-spørgsmål. Djøf’erne er således langt mere
internationalt og europæisk orienterede i deres politiske arbejde end resten
af Folketingets medlemmer.
Djøf’erne taler mere end andre på gruppemøder, og de bliver langt oftere,
end deres antal berettiger til, ministre, ligesom de er klart overrepræsenteret
i et af de mest eftertragtede og magtfulde udvalg, nemlig Europaudvalget.
Gruppen klarer sig således godt karrieremæssigt i Folketinget.
Alt i alt er djøf’erne således i deres politiske arbejde mere internationale,
mere medieorienterede, og læner sig mere op ad eksperter end de øvrige
folketingsmedlemmer. Folketingsmedlemmerne med høj anciennitet og
djøf’erne „optræder“ på den nationale scene med ønske om at være generalister
og med ønske om ikke at blive „advokater“ for særinteresser.
L e d e r n e og de selv stæ n d i ge, ar bejd e r n e
o g d e k o r t u d da n n e d e , folkeva l g t e m e d
o r g a nis a tio n s e rfaring o g humanis t erne –
økonom i ske i n t e r e s s e r og de n re gio n a l e sce n e
I modsætning til folketingsmedlemmerne med høj anciennitet og med djøfbaggrund
kan man sige, at lederne og de selvstændige fra den private sek-
250