De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

egentlige deltagere i det politiske spil og har større tiltro til, at medierne
er noget, man kan lære at håndtere og gebærde sig blandt.
Soci a l d e m o k r a t e r n e , Soci a l i sti sk
F o l k eparti o g Enheds l i s ten
Venstrefløjspartierne og Socialdemokraterne udgør på en række dimensioner
ikke overraskende de to borgerlige partiers modsætning. Repræsentationens
fokus for venstrefløjen og Socialdemokraterne er – foruden partiet,
egne synspunkter, enkeltpersoners problemer og egen valgkreds – først
og fremmest lønmodtagerne og en række „svage“ grupper (pensionister,
flygtninge/indvandrere, kvinder, unge, miljøet mv.). Også her bliver
opfattelserne af repræsentationsfokus i praksis understøttet af et udbygget
kontaktnet til netop disse grupper.
Samme partier ønsker generelt at styrke lønmodtagerorganisationernes
magt på bekostning af arbejdsgivernes, erhvervslivets og finanskapitalen.
Generelt går partierne ind for politiske tiltag, der øger ligheden i samfundet,
gerne gennem øget offentlig regulering. De største farer i fremtiden ser de
i et forringet miljø og en svigtende solidaritet i samfundet.
Der er dog også en række forskelle mellem Socialdemokraterne og venstrefløjen.
Foruden den fælles bekymring for et svækket miljø og samfundsmæssig
solidaritet er Socialdemokraterne – ligesom de borgerlige – også
bekymret for en svækket social orden. Socialdemokraterne og de borgerlige
placerer sig i hver sin lejr i spørgsmål om lighed, økonomisk omfordeling i
samfundet og behovet for offentlig regulering. Men på en anden konfliktlinje,
der vedrører værdier, autoritet og liberalitet – og som i de seneste år
er blevet tydeligere i både Folketinget og befolkningen – ligger Venstre,
Konservative og halvdelen af Socialdemokraterne tættere på hinanden og
langt fra midterpartierne og venstrefløjen.
Endnu en forskel mellem Socialdemokraterne og venstrefløjspartierne
knytter sig til magtanalysen, hvor venstrefløjen har en klar marxistisk
toning i den forstand, at de vurderer arbejdsgivere, erhvervslivet og finanskapitalen
til at være de mest magtfulde aktører, hvilket Socialdemokraterne
ikke gør. Og venstrefløjen ønsker omtalte aktører stækket meget mere, end
Socialdemokraterne gør.
245