De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

muligvis forklares med loyalitet og tro på embedsmændenes ekspertise
og saglighed tilvejebragt gennem deres uddannelser og erhvervserfaring.
Endelig kunne djøf’ernes oplæring til at tro på reguleringens mulighed
og nødvendighed forklare deres ønske om at svække det deregulerede
finansmarkeds magt.
Ellers lader magtopfattelserne sig – hvis vi ser bort fra de parlamentariske
politiske aktører – sig langt lettere fortolke i et interesseperspektiv efter
devisen: „Dem, man kan lide, vurderer man til ikke at have så meget magt,
og finder, at de burde styrkes“, og „dem, man ikke kan lide, vurderer
man til at have forholdsvis meget magt og synes, at deres magt burde
svækkes“.
Kikker vi på opfattelser af de parlamentariske aktører – Folketinget, vælgerne
og de politiske partier – så er der så godt som ingen forskelle, der kan føres
tilbage til sociale erfaringer. Kvinderne vurderer dog Folketinget til at have
mere magt, end mændene gør (tabel 5.1), og kvinderne synes også i særlig
grad at ønske at styrke Folketingets indflydelse (tabel 5.2). Så kvinderne
tror lidt mere på Folketingets muligheder end mændene.
Folketingsmedlemmerne med høj anciennitet ønsker ikke Folketinget styrket
i samme grad som resten. Disse mønstre lader sig heller ikke nemt forstå i
et socialiseringsperspektiv. Der kan lige så vel være tale om en gruppe af
politikere, der gennem mange års medlemskab af Folketinget er kommet til
at synes, at de har passende magt, eller at der er tale om erfarne politikere,
der i rollerne som parti- og gruppeledere og/eller regeringsmedlemmer
og ministre finder, at Folketinget har rigelig magt i forhold til deres egne
roller og magtbase.
Vælgernes faktiske og ønskelige magt ser de forskellige kategorier af
folketingsmedlemmer ens på. Vurderingerne af de politiske partier er
derimod forskellige. Kvinderne, de unge, humanisterne, medlemmerne
med organisationserfaring og dem med høj anciennitet ønsker alle i særlig
grad at styrke partierne. Dette kan måske delvis forklares i et socialiseringsperspektiv,
idet en større andel af de unge, humanisterne og MF’ere med
høj anciennitet har haft tillidshverv eller job i partierne, mens omvendt
djøf’erne og især lederne og de selvstændige fra det private i mindre grad
har haft tillidshverv i partierne. Billedet er ikke entydigt for de resterende
grupper.
180