De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

For både V og S gælder, at markant færre fra disse partigrupper optræder
i nationalt tv og radio på månedlig basis. Da der er tale om både et
regerings- og et oppositionsparti, er årsagen til den lave andel nok snarest,
at der er tale om store partigrupper. I store partigrupper bliver adgang til
landsdækkende elektroniske medier simpelthen en knap ressource, som ikke
alle kan få del i. Til gengæld er der næsten ingen forskel partigrupperne
imellem i deres medlemmers optræden i lokale og regionale medier.
Selv om der er markante forskelle på andelen af medlemmer fra de enkelte
grupper, der optræder i medierne, er der, som det fremgår af procentdifferencerne,
ikke stor forskel mellem højre- og venstrefløj. På dette grundlag
er der altså ikke belæg for at hævde, at medierne er højre- eller venstredrejede.
Soci a l bag g r u n d og me d i e o p t r æ d e n
Adgang til medierne kan opfattes som en knap ressource, som ikke alle
folkevalgte har lige adgang til. Vi har allerede været inde på, at parlamentarisk
position – f.eks. en post som minister, partileder eller ordfører – er
afgørende for, hvor nemt og ofte man har adgang til medierne. Men social
baggrund kan sagtens tænkes også at være af betydning. De forskellige
kategorier af folketingsmedlemmer kan have gjort erfaringer forud for deres
indvalg, der i forskellig grad sætter dem i stand til at håndtere pressen og
levere den vare, som pressen efterspørger.
Tabel 7.3 tyder på, at dette er tilfældet. Folketingsmedlemmer med høj
anciennitet optræder forholdsvis oftere i landsdækkende radio og tv end de
fleste øvrige kategorier. Dette kan forklares med, at de både har lært spillet
gennem medietræning og erfaring og i højere grad end andre har beklædt
ministerposter. Iøjnefaldende er det imidlertid, at djøf’erne tilsyneladende er
den gruppe, der har allerstørst gennemslagskraft i samtlige landsdækkende
medier og de udenlandske medier, hvorimod de ikke optræder mere i de
regionale medier end andre. Dette skyldes formodentlig både, at de i kraft
af deres uddannelse har lært om og er forberedt på mediespillet (eller i kraft
af deres uddannelse meget hurtigt er i stand til at lære sig det), og at de i
deres repræsentationsfokus er meget orienteret imod det nationale niveau,
samt at de forholdsvis ofte har fremtrædende poster. Folketingsmedlemmer
med kommunalpolitisk baggrund og humanisterne klarer sig forholdsvis
dårligt i spillet om at komme i medierne både nationalt og regionalt, mens
de private ledere, selvstændige og arbejderne tilsyneladende lykkes med at satse
på de regionale medier. De unge synes ud fra tabellen ikke at afvige meget
222