De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

Af figur 7.1 fremgår endvidere, at folketingsmedlemmerne opfatter medierne
som en politisk aktør. Direkte adspurgt tilslutter op mod 90 pct. af
politikerne sig synspunktet, at „i mange tilfælde er journalister ikke blot
nyhedsformidlere, men egentlige deltagere i et politisk spil“. Og når godt
80 pct. af politikerne anerkender synspunktet, „medierne er i realiteten
en fjerde statsmagt ved siden af den lovgivende, udøvende og dømmende
magt“, så er man milevidt fra forestillingen om medierne som en arena,
hvor andre aktører kan komme til orde og (få) stille(t) deres handlinger til
skue. Medierne er i de folkevalgte politikeres bevidsthed blevet en aktør.
Men medierne er for folketingsmedlemmerne en problematisk aktør.
Mediernes virke har ifølge politikerne klare negative konsekvenser for
den politiske proces og den politiske kultur. Dilemmaet for de folkevalgte
politikere i forhold til medierne fremgår også af figur 7.1: De har nemlig
også brug for medierne. Over 70 pct. anerkender, at „medierne bringer ofte
vigtige sager frem, som Folketinget bør beskæftige sig med“, og næsten
70 pct. af de folkevalgte er af den opfattelse, at „for at kunne fungere på
Christiansborg er det nødvendigt at have et fortroligt forhold til nogle af
presselogens journalister, selv om de ikke hører til ens parti“.
Som det fremgår, er der relativt stor stabilitet i politikernes holdninger
til medierne over tid, selv om medierne ifølge medieforskerne har ændret
sig betydeligt i perioden både kvantitativt og kvalitativt. Også i 1980 var
politikerne særdeles kritiske over for mediernes nyhedskriterier og for konsekvenserne
for den politiske proces og politiske kultur. Men stabiliteten
i holdninger tyder på, at de „brud“, som medieforskningen af analytiske
grunde lægger ind i beskrivelsen af mediernes udvikling, ikke i praktisk
politik opleves som brud. I praksis er der tale om en gradvis udvikling, gensidig
tilvænning og måske derfor også stor kontinuitet. Politikere har både
før og efter tv-monopolbruddet skullet forholde sig til nyhedskriterier og før
og efter fortsat deres optræden i aviser. Virkningerne af liberaliseringen af
tv – og den heraf følgende selvstændiggørelse af medierne – sætter sig først
tydeligt igennem med års forsinkelse. Men visse forskydninger i politikernes
opfattelser af medierne er der sket. De største ændringer i perioden er, at
flere politikere er kommet til at opfatte medierne som politisk aktør og
tilslutter sig tillige beskrivelsen af medierne som den fjerde statsmagt.
231