De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

om de „trick“, politikeren har benyttet for at få mediegennemslagskraft, i
stedet for at skrive om indholdet i politikerens medieudspil. 1
Vi får, hvad Anker Brink Lund betegner som en redigeret offentlighedspraksis,
som han karakteriserer som et samfund, hvor det ikke længere kun er
uafhængige journalister, der vurderer politiske sager ud fra nyhedskriterier.
Det gør tværtimod alle politiske aktører. Borgere, pressionsgrupper, enkeltpersoner,
firmaer, forvaltninger har alle lært at gebærde sig i massemedierne
og at spille strategisk på nyhedskriterier og den redaktionelle frygt for at
kede publikum. Og alle politiske aktører af en vis størrelse intensiverer og
professionaliserer deres offentlige kommunikation og køber professionelle
specialister og karrierejournalister til at hjælpe sig med opgaven. Alle udvikler
en karakteristisk dobbeltbevidsthed: (i) Hvad skal gøres? og (ii) hvordan
skal det gøres, for at det tager sig bedst ud i medierne/offentligheden?
Anker Brink Lund konkluderer, at det afgørende nye i den redigerede
offentligheds tid er
at de folkevalgte og centraladministrationen har mistet væsentlige dele af
deres politiske autoritet som privilegerede pennefører i redigeringen af
samfundet. De må dele definitionsmagten med konkurrerende aktører,
der både kender de parlamentariske og de journalistiske spilleregler. I
det redigerede samfund er politik i massemedierne ikke længere noget
ophøjet, men et stofområde, der kan tematiseres ud fra de samme nyhedskriterier,
som professionelle journalister anlægger på alle andre fænomener
i samfundet (Lund, 1999: 145).
Så hvis politikerne troede, at en liberalisering af medierne og øget konkurrence
ville medføre ikke bare flere medier, men også øget mangfoldighed
i den journalistiske tilgang, en mindre kritisk indstilling til politikere og
magthavere og bedre adgang til at forklare sig, så har de formodentlig
forregnet sig.
Hvor medierne i den tidligste fase havde en partipolitisk „bias“ og i anden
fase en vis form for elitær dannelsesbias, som senere fik brod mod magthaverne,
så har liberaliseringen og konkurrencen i tredje fase resulteret i
en dramaturgisk bias, som i høj grad influerer måden, politisk stof bliver
behandlet på og politikernes muligheder for at komme i medierne. Liberaliseringen
til konkurrencevilkår medfører ikke nødvendigvis pluralisme.
Tværtimod er der tendenser til, at medierne og programmerne på en række
punkter kommer til at ligne hinanden mere. På trods af variation imellem
tv-stationer og aviser, så udvikler medierne klare fælles, særegne institutio-
216