De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

men suppleret hinanden. Der er ikke noget entydigt grundlag, hvorpå man
kan hævde, at den ene eller den anden opfattelse af repræsentation er forkert
eller uhensigtsmæssig. Og i praksis lever alle forestillinger side om side både
i den betydning, at nogle parlamentarikere hælder mere til én opfattelse,
andre til en anden, og i den betydning, at den enkelte parlamentariker ofte
på samme tid opfatter sig som repræsentant for mere end én interesse.
Repr æ s ent a t i o n ens s t il
Overvejelser vedrørende repræsentationens stil handler om, hvordan repræsentation
sikres og udføres. Her har nogle teoretikere især været optaget af,
hvordan man finder frem til de repræsentanter, der „skal være i stedet for“
dem, de repræsenterer. Andre teoretikere har især været optaget af, hvordan
repræsentanten kommer til „at handle på vegne af“ de repræsenterede.
Vedrørende hvordan man finder frem til repræsentanterne, så har repræsentationsteoretikere
været optaget af, at repræsentanterne i én eller anden
form må „afspejle“ dem, de repræsenterer. En hovedposition her udgøres
af forslag om proportional repræsentation, hvor anskuelser eller holdninger hos
dem, der repræsenteres (f.eks. befolkningen) gennem forskellige former
for forholdstalsvalg i samme forhold flyttes med over i gruppen af repræsentanter.
John Stuart Mill er bl.a. repræsentant for denne retning inden
for repræsentationsteori. Andre har lagt vægt på, at de repræsenterede skal
udgøre et typisk udsnit af dem, de repræsenterer, og følgelig lagt vægt på,
at udvælgelsen af repræsentanter ikke bare skal afspejle holdningerne hos de
repræsenterede, men også andre karakteristika som f.eks. køn, uddannelse,
erhverv klasse m.v. Nogle har med dette udgangspunkt argumenteret for
forskellige former for kvoter til repræsentative forsamlinger, så bestemte
sociale kategorier sikres repræsentation, og nogle har foreslået lodtrækning
som en relevant mekanisme til at finde dem, „der skal være i stedet for“.
En anden hovedposition vedrørende repræsentationens stil tager udgangspunkt
i, at repræsentanten „handler på vegne af“ de repræsenterede. Og
de fleste lægger i dette, at repræsentanten „varetager interesser“ på vegne
af de repræsenterede. Afgørende bliver så at tage stilling til, hvem der har
retten til at formulere, hvad der er i de repræsenteredes interesser og at
sikre, at repræsentanten er lydhør over for de repræsenterede. Til at sikre
lydhørhed og ansvarlighed argumenterer nogle for regelmæssige valg (Madison).
Andre lægger vægt på, at repræsentanten skal have et bundet mandat
(Marx), medens andre igen argumenterer for, at interesser bedst varetages
87