De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

sernes forsider eller – og især – nyhedsudsendelserne på fjernsyn. Stoffets
narrative potentiale er blevet mere afgørende, og vekselspillet mellem
politik og medier er blevet til, hvad Cook (1998) kalder en „negotiation
of newsworthiness“.
Der er masser af politik i medierne, men stoffet er der i stigende grad på
mediernes betingelser. Politikerne kan ikke undslå sig denne „forhandling“,
for politikerne kan ikke undvære at komme i medierne. Et politisk udspil,
der omtales i medierne, afføder reaktioner og sætter en politisk proces i
gang. På den måde er mediedækning et vigtigt element i at drive en politisk
proces. Mediedækning bidrager endvidere til opbygningen af en politikers
ry. Selv negativt vinklede historier i medierne kan rigtigt håndteret bidrage
til, at en politiker fremstår som en handlekraftig nøgleperson. Endelig
påvirker mediedækningen andre politiske aktører. Så politikerne har stærke
incitamenter til at lære sig, hvad der gør sig i medierne. Denne tendens til,
at politikerne tilpasser sig de vilkår, som medierne stiller op, kalder Eide
(1991) m.fl. politikkens medialisering. Denne medialisering gør noget ved både
politikken og politikerne.
Der er en tendens til, at spillet om magten, strategi og taktik sættes i
centrum i dækningen af politik. Det er der dramastof i. Politik portrætteres
oftere som et lille antal centralt placerede aktører, der er i stadig konflikt,
hvilket medfører, at den politiske debat i høj grad centreres om en lille elite
af ministre og partiledere. De politiske sager udvælges på en sådan måde, at
de passer til de krav, som moderne massemedier stiller, hvilket medfører,
at debatten koncentreres om få, enkle og konfliktladede sager. Resultatet
er et politisk system, der tenderer til at fremme kortsigtet opinionspolitik,
udspil og popularitetsjagt på bekostning af langsigtet resultatpolitik, sagdebat
og statsmandskunst.
Politikerne – og andre politiske aktører – udvikler en slags dobbelt
bevidsthed. De medtænker i forhold til deres aktiviteter og initiativer i og
uden for parlamentet hele tiden også, „hvordan vil det her tage sig ud i
medierne?“ Og de ansætter folk – medierådgivere og spindoktorer – til at
hjælpe dem med at beregne, hvordan de kan komme til at tage sig bedst
muligt ud i medierne. Politikerne gennemgår medietræning og tænker
igennem, hvad der er den bedste timing af udspil, og hvordan de bedst
muligt kan leve op til mediernes nyhedskriterier, så journalisterne får svært
ved at komme uden om dem. Journalisterne bryder sig ikke om at miste
initiativet og svarer igen ved at vinkle historien anderledes, end politikerne
selv havde tænkt, f.eks. ved at slå over til metareportage og skrive historien
215