De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

magt. Finansmarkedet har for lidt karakter af aktør og for meget karakter
af struktur. Derimod må man forvente, at politikerne har mange kontakter
til partierne og instanser i EU-systemet. Færre end til ministre og medier,
men flere end til vælgerne og de store erhvervsorganisationer. Lavest vurderes
det private erhvervsliv. Forventningen er altså i udgangspunktet,
at kontaktmønsteret underbygger denne vurdering af magtfordelingen i
samfundet (se figur 5.2).
D E F O L K EVA L G T ES K O N T A K T E R
Af figur 6.1 og tabel 6.1 fremgår det, at der er to politiske aktører, som
medlemmerne af Folketinget i særlig grad har kontakt med, nemlig på
den ene side lokale og regionale partiorganisationer i egen valgkreds og på den
anden side regeringens ministre. Næsten ni ud af ti folketingsmedlemmer har
månedlig eller oftere kontakt til disse (og næsten 60 pct. har ugentlig eller
oftere kontakt). To tredjedele har månedlig kontakt til lokale og regionale
partiorganisationer uden for egen valgkreds, og over halvdelen af de
folkevalgte har månedlig (og en fjerdedel ugentlig) kontakt med centrale
partiinstanser uden for Folketinget. Foruden den hyppige direkte kontakt
til ministrene, har næsten to tredjedele af folketingsmedlemmerne kontakt
med højere tjenestemænd i departementerne på månedsbasis (en tredjedel
ugentlig), og knap halvdelen af de folkevalgte har på månedsbasis kontakt
til andre centrale myndigheder (en femtedel ugentlig). Folketingsmedlemmerne
har jævnlige kontakter med en lang række andre politiske aktører,
men ikke i nær det omfang.
Hvordan harmonerer det med forventningerne? De mange kontakter til
ministrene underbygger vurderingen af regeringen som den mest magtfulde
aktør. De også ganske mange kontakter til embedsmændene svarer
måske ikke helt til perceptionen af embedsmændenes magt, som bedømtes
som relativt lille. Vurderet på baggrund af kontaktmønstrene, spiller
de måske en større rolle. De mange kontakter til de politiske partier er i
overensstemmelse med den centrale rolle, partierne har i de folkevalgtes
repræsentationsfokus, men måske overraskende høj i forhold til politikernes
vurderinger af deres magt. Men man skal hæfte sig ved, at kontakten
nok er til partiet, men først og fremmest til lokale instanser af partiet. Så
kontaktmønsteret skal måske ikke først og fremmest fortolkes som støtte
til partiet som repræsentationens fokus, men er snarere udtryk for at have
valgkredsen og lokalsamfundet og regionen som repræsentationens fokus
190