De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

N o r m e r og an d r e fo r k l a r i n g e r på pa rti s a m m e n h old
En så konsekvent fælles adfærd kræver en forklaring. Tror man nu – måske
fordi det ikke er ualmindeligt at omtale fænomenet som udtryk for partidisciplin
– at denne enighed opleves som en byrde eller måske endda som
tvang, får man sig en overraskelse, hvis man spørger folketingsmedlemmerne
selv. Som det fremgår af tabel 3.5, synes 3/4 af Folketingets medlemmer
generelt, at kravet om partisammenhold, som det bliver forvaltet, er
udmærket. Partisammenhold handler om flere ting end at stemme samlet
ved afstemninger i Folketingssalen. Derfor er politikerne blevet spurgt om
deres holdning til forskellige elementer i partisammenholdet. Næsten 9
ud af 10 folketingsmedlemmer synes, når det kommer til normerne om at
stemme sammen med sit parti ved afstemninger, at normen forvaltes godt.
Samme indstilling har 4/5 vedrørende normen om ikke at tage politiske
initiativer uden først at indhente partiets godkendelse. Normen om ikke
at omtale partiets interne diskussion udadtil forekommer 2/3 udmærket.
Og de fleste af dem, der ikke synes normerne fungerer, som de skal, ønsker
normerne strammet! Kun meget få parlamentarikere ønsker at normerne for
partisammenhold svækkes.
Hvad er nu forklaringen på det høje partisammenhold? Asbjørn Skjæveland
(2001) argumenterer på baggrund af både handlingsteori og kvalitative
og kvantitative data for, at man må inddrage en vifte af grunde for til
bunds at forstå parlamentarikernes handlemønster på dette punkt. For det
første oplever mange folketingsmedlemmer meget af tiden, at de er enige
med flertallet i partigruppen i vurderingen af konkrete sager. Den enighed
beror dels på, at de i udgangspunktet har valgt at virke i deres parti, fordi
de er enige i en række grundlæggende opfattelser og politiske standpunkter,
dels på at de overtager mange af partiets standpunkter i nye sager gennem
det daglige politiske arbejde. Der er et klart element af både socialisering og
læring også med hensyn til, hvad „man“ mener.
Men partisammenhold kan ikke alene forklares ud fra enighed. Det er
lige så vigtigt at pege på, at Folketingsmedlemmerne ikke er uenige. For
i praksis er der mange sager, som det enkelte folketingsmedlem ikke for
alvor tager stilling til selv. I det praktiske arbejde i Folketinget gør alle
partigrupper brug af en udstrakt arbejdsdeling. Det overlades i vidt omfang
til de politiske ordførere på enkeltområder at sætte sig ind i en sag, foreslå
partiets standpunkt, deltage i udvalgsarbejde, forhandle et resultat hjem,
kommunikere med pressen og give begrundelserne i folketingsdebatterne i
forbindelse med afstemninger. Partigruppen orienteres typisk løbende og i
108