De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

Det turde være klart, at repræsentation er et særdeles sammensat fænomen,
og at repræsentationsfunktionen kan udøves på de forskelligste måder.
R E P R Æ S E N TATI O N S T E O R I
Hvis man nu får den tanke, at søge hjælp i historien, idéhistorien og forskningen
i repræsentation med tilhørende teoridannelse for at få en nærmere
præcisering af, hvad repræsentation går ud på og bør gå ud på, så vil man
i én forstand måske blive skuffet. Hovedkonklusionen i litteraturen og
forskningen om repræsentation er, at repræsentation er nøjagtig så sammensat
et fænomen, som de mange spørgsmål ovenfor giver indtryk af. I
repræsentationsteori sondrer man traditionelt imellem repræsentationens
fokus, der vedrører hvad, der skal repræsenteres, og repræsentationens stil,
der vedrører hvordan, der skal repræsenteres. Følgende korte gennemgang
bygger på Hanna Pitkins (1972) klassiske værk om begrebet samt Peter
Markers (1996) og (1999) omfattende diskussion af samme.
Rep ræs e n t a t i o n e n s f o k u s
De vigtigste positioner inden for teorier om repræsentationens fokus – altså
hvad der skal repræsenteres – er, at repræsentanten kan repræsentere den
enkelte vælger (John Locke), et geografisk område, som kan dække over alt fra
valgkredsen (Montesquieu) til nationen (Burke), en klasse eller social kategori
(Marx, Engels) og et parti (Bryce). 1
Historisk udvikler forestillingen om at repræsentere et område sig først.
Senere i forbindelse med fremkomsten af parlamenter går nogle af de
væsentligste principielle skel imellem de opfattelser, der betoner repræsentation
af helheden og de, der vægter særinteresser. I den klassiske liberale
tradition har man været tilbøjelig til at mene, at man som repræsentant i et
parlament var forpligtet på at repræsentere „almenvellet“ og „helheden“, og
opfattet repræsentation af særinteresser som illegitimt. Liberale har af samme
grund været tilbageholdende med at opfatte sig som partirepræsentant. I
den socialistiske tradition har man, i konsekvens af traditionens analyser
af samfundet som et klassesamfund, opfattet repræsentationsopgaven som
gående ud på netop at repræsentere en bestemt klasse. Socialister har derfor
ikke haft samme betænkeligheder med at opfatte sig som repræsentanter
for særinteresser eller som repræsentant for et (klasse)parti.
De mange forestillinger om, hvad der bør repræsenteres, har ikke afløst
86