De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

medlemmer af V og K vil vurdere lønmodtagerorganisationerne som de
mest magtfulde.
Endelig forventes det, at også den sociale bagage betyder noget for magtperceptionen.
Forventningen er, at folketingsmedlemmerne generelt vurderer
de organisationer, de sympatiserer med, som „ufarlige“ og dermed mindre
magtfulde, end de øvrige folketingsmedlemmer vurderer. Det er ligeledes
forventningen, at folketingsmedlemmerne som hovedregel synes, at „deres
egne“ organisationer tillige burde have mere magt, f.eks. at venstrefløjspartier
synes, at lønmodtagerorganisationer burde have mere magt.
F O L K E T I N G S MED L E M MERNE S
MAG T P E R C E P T I O N
Folketingsmedlemmerne blev bedt om at rangere en række politiske institutioner
i det danske samfund efter, hvor meget magt de enkelte institutioner
henholdsvis har og bør have. Rangordningen skete på en 11-punktskala
fra 0-10, hvor 1 betyder „meget lidt indflydelse“, og 10 betyder „meget
stor indflydelse“. Svarmønsteret for alle folketingsmedlemmer under et
fremgår af figur 5.2.
Figuren viser, at folketingsmedlemmerne bedømmer regeringen til at være
den mest magtfulde aktør i det danske politiske system. Institutionen med
næstmest indflydelse er ifølge parlamentarikerne – måske lidt overraskende
– massemedierne. På tredjepladsen kommer Folketinget, og på fjerdepladsen
– måske igen lidt overraskende – finansmarkedet. Dernæst kommer de
politiske partier, og på sjette pladsen kommer EU. På syvendepladsen
kommer LO, og herefter vælgerne, Kommunernes Landsforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, tjenestemændene i stat og kommuner samt endelig
det private erhvervsliv.
Politikernes opfattelse af magtens fordeling må på den ene side karakteriseres
som pluralistisk, idet alle aktører, selv om de ikke vurderes som
lige magtfulde, tilskrives en betydelig magt. Der er altså ifølge politikerne
flere magtcentre i det danske samfund. Men egentlig ligner politikernes
beskrivelse af magtens fordeling i Danmark ikke nogen af de skitserede
modeller. Samlet set mener politikerne, at magten i betydelig grad er
fordelt anderledes, end modellen for den parlamentariske styringskæde foreskriver.
Vurderingen af regeringen som den mest magtfulde institution tæt
fulgt af Folketinget minder om den liberale model. Men dertil er det helt
markant, at massemedierne tilskrives så stor magt. Det er også interessant,
171