nr. 475 - 2010 - Institut for Natur, Systemer og Modeller (NSM)

8 Galileitransformationen
at elektonerne starter fra hvile. e er elektronens elektriske ladning. Herefter
findes elektronernes fart direkte ved at måle tiden for passage af en given
vejstrækning. Man kunne nu forestille sig med de høje hastigheder, der opnås
ved at gennemløbe store spændingsstigninger, at den opnåede kinetiske energi
ikke var givet ved e ∆U. For at undersøge dette sendes elektronstrålen efter
accelerationen mod en lille metalklods, og elektronerne stoppes af denne.
Temperaturstigningen af metalklodsen måles samtidig med, at den opsamlede
elektriske ladning måles. Hermed kan man bestemme den kinetiske energi,
én elektron har opnået ved at blive accelereret gennem spændingsstigningen.
Disse målinger viser, at den opnåede kinetiske energi er givet ved e ∆U. Da vi
nu har styr på den kinetiske energi, kan farten v af elektronen beregnes efter
2 Ekin
det klassiske udtryk v = . m er elektronens masse. De således fundne
m
værdier for farten sammenlignes med de eksperimentelt fundne værdier ved
den direkte måling af farten. Se Fig. (1.4).
Figur 1.4: Maksimal hastighed c. Taget fra W. Bertozzi, Am. J. Phys. 32,
551 (1964).
Det ses tydeligt, at det klassiske udtryk ikke er i overensstemmelse med
virkeligheden. Det ser altså ud til, at elektronens fart ikke kan blive vilkårlig