PISA Høring - Teknologirådet

Hvad kan der læres af PISA - undersøgelsen?
Efter offentliggørelsen af PISA2000 og ikke mindst efter offentliggørelse af PISA2003 den 6. december har
der været en omfattende debat om, hvad resultaterne kan bruges til. Nogle af indlæggene i debatten har
taget udgangspunkt i, hvad PISA - undersøgelsen peger på, andre har drejet sig om politik og holdninger. I
det følgende skal jeg give et bud på, hvad PISA nøgternt betragtet kan lære os om måden at drive skole på.
Et af de mest ”hotte” emner i den politiske debat er brugen af tests samt evalueringskultur i øvrigt, et
andet emne er den pædagogiske ledelse af skolerne, et tredje er ekstra ressourcetilførsel til skolerne. Endelig
er der læreruddannelsen og behovet for efteruddannelse, der må blive centrale emner i forbindelse
med den reform af læreruddannelsen, der er undervejs.
Brugen af standardiserede tests indgår i PISA, og det viser sig, at der ikke er nogen klar sammenhæng
mellem brugen af disse tests og de faglige resultater, hverken i Danmark eller for samtlige deltagende
lande som helhed. Der er derimod for samtlige lande en positiv relation mellem at lærere benytter selvfremstillede
skriftlige prøver og elevernes opgaveløsninger i deres evaluering af eleverne – og gode faglige
resultater.
Den pædagogiske ledelses betydning afspejles flere steder i PISA. Skolens ledelse skal sikre, at der er tilstrækkeligt
linjefagsuddannede lærere til at varetage undervisningen, at der er et minimum af ressourcer
til undervisningen – undervisningsmidler, computere, AV-midler mm. Allervigtigst er imidlertid skolens
pædagogiske og sociale miljø, og her er det allermest markante resultat, at der, hvor undervisningen ikke
forstyrres af støj og uro, får eleverne de bedste resultater. Ikke alene peges her på et felt, hvor arbejdsmiljøet
mange steder er truet – der er også tale om den skolevariabel, der slår tydeligst igennem i PISA. Ser
man videre på de internationale resultater i PISA, er et godt forhold mellem elever og lærere af stor positiv
betydning – ligesom enhedsskolen, hvor alle elever undervises sammen, er at foretrække frem for et
delt skolesystem.
Ekstra ressourcetilførsel er i brede kredse et yndet forslag til forbedring af skolen. Man må imidlertid
mærke sig, at Danmark har den laveste elev-lærerratio blandt de undersøgte lande, og at Danmark sammen
med Norge, Schweiz og Østrig klarer os væsentligt dårligere end vi burde ud fra landenes bruttonationalprodukt
pr. indbygger. Det er derfor snarere den relative ressourcefordeling i den danske skole, der
skal ses på, og det vil være oplagt at fokusere på lærernes tid til andre formål end at være sammen med
eleverne, på fordelingen mellem undervisningstid og fritidsordninger, på brugen af specialundervisning
og af undervisning i dansk som andetsprog. En medforklarende faktor kan være, at der kobles ressourcer
ind over lærertimeforbruget, som andre steder er holdt uden for det egentlige budget, fx til ledelsestid,
skolebibliotekarer og skolepsykologer.
Endelig peger resultaterne på, at man kunne ønske at folkeskolen fik et bedre uddannet lærerkorps. Den
nuværende læreruddannelse er fra 1997, men meget peger på, at der er brug for en yderligere specialisering
– og at lærerne vel at mærke underviser i det, de er specialiserede i. Der synes at være behov for et
højere fagligt og fagdidaktisk niveau for lærerne, måske gennem at vi, som i Norge, Sverige og Finland,
linker seminarierne op med universiteterne, så uddannelsen kan få det niveau, den har i de fleste lande.
Endelig må der satses på efteruddannelse af de lærere, der er i skolen i dag.
113