PISA Høring - Teknologirådet

Lars Klüver: Christen, du mestrer det med den klare tale.
Nina Bonderup Dohn, adjunkt, Syddansk Universitet: Jeg vil gerne starte med at sige ligesom Christen
Sørensen, jeg også mener, at PISA - undersøgelsen på mange måder er så en god undersøgelse, som man
kan lave. Den kritik, jeg har af den, går ikke på PISA - undersøgelsen som undersøgelsesværktøj, men
netop på selve værktøjet, ikke på denne udmøntning af værktøjet, men på overhovedet at ville teste viden
og færdigheder med et sådant værktøj.
Jeg er blevet bedt om at svare på, om PISA måler det, den siger, den gør. For mig at se er det korte svar på
det spørgsmål nej, for PISA hævder at teste viden og færdigheder for livet, og det gør den ikke. For mig at
se er det, PISA tester, hvor gode elever er til at udøve den viden, de færdigheder, de måtte have i én ganske
bestemt form for situation, nemlig en testsituation.
PISA har for mig at se en meget god og nuanceret forståelse af, hvad kompetence er, og hvad udøvelse af
kompetence er, en forståelse som lægger vægt på, at man skal kunne anvende, reflektere og forstå det,
man læser, den matematik man skal bruge. Og ikke mindst at forskellige situationer stiller forskellige
krav til udøvelsen af kompetence.
Problemet er bare, at PISA fuldstændig overser betydningen af, at PISA selv udgør en ganske bestemt
form for situation, som dermed stiller én form for bestemte krav til udøvelsen af kompetence.
Så hvad er det så for nogle krav, der stilles til udøvelsen af kompetence? Ja, hvis vi nu tager læsning som
eksempel, så fordres det, man kan læse, reflektere og kommunikere på en måde, der er passende i testsituationen,
det fordrer, at man kan handle på en måde, som er passende i testsituationen, at man f.eks.
ikke må samarbejde med sidemanden omkring sine spørgsmål.
Hvis vi ser på spørgsmålene, der bliver stillet, knap halvdelen af dem er multiple choice-spørgsmål, man
skal altså være i stand til at kommunikere sin nuancerede forståelse i form af et svar med et kryds imellem
normalt 4 valgmuligheder.
De spørgsmål, som ikke er multiple choice-spørgsmål, er langt de fleste af dem af den type, hvor eleven
skal konstruere åbent et svar, som er kort, præcist og dog udførligt nok, vel at mærke kort, præcist og dog
udførligt nok i en testsituation, i denne testsituation. Man må ikke stille spørgsmålstegn, der er ikke
plads til at stille spørgsmålstegn ved spørgsmålene og ved svarkategorierne, det får man nul point for,
hvis man tager kritisk selvstændig stilling til de spørgsmål, der stilles, og til de svar, man har mulighed
for at give.
I det skriftlige oplæg har jeg givet et eksempel på et spørgsmål fra PISA og på 2 svar, hvoraf det ene svar
er blevet godkendt, det er blevet anerkendt som et rigtigt svar, har fået fuld point, og det andet svar har
ikke fået point, har fået nul point.
Hvis man ser på, hvad der er indholdet i de 2 svar, så må man sige, at de 2 elever, der har svaret de 2 ting,
har meget, meget muligt ment det samme, så det viser, at det er meget svært at vide, hvad der i en testsituation
tæller som kort, præcist og dog udførligt nok. Så hvis man ikke er trænet i at formulere sig i, hvad
der er kort, præcist og dog udførligt nok i testsituationer, så kan det være meget svært at ramme den ene
form for svar, som altså gav fuldt point, frem for den anden form for svar, som gav nul point. Det er den
ene ting, der er værd at lægge mærke til med det eksempel.
47