PISA Høring - Teknologirådet

Nu er jeg så der, hvor jeg gerne vil citere direkte fra den rapport, som kom her i maj måned, som hedder ”4
år efter grundskolen – 19-årige om valg og veje i ungdomsuddannelserne”. Der står der: ”Det er ikke tilfældigt,
om man vælger straks efter grundskolen at gå i gang med en ungdomsuddannelse, eller om man
tøver. Gennemsnitligt set adskiller de unge, som ikke straks går i gang, sig markant fra dem, som gjorde
det. På næsten alle indikatorer ligger deres gennemsnitsscore lavere.”
Så det vil sige, at jo højere gennemsnitsscore, man har i PISA, jo større sandsynlighed er der for, at man
kommer ind i en ungdomsuddannelse, og man er i gang med den.
Og så siger den: ”Stærkest i billedet står 2 indikatorer, som vedrører den unges faglige niveau. Det er testresultatet
for læsefærdigheder og den unges faglige selvvurdering i 9. klasse.”
Altså oplevelsen af sig selv som dygtig i de fleste fag. Jo bedre læsefærdigheder, jo større er chancen for, at
den unge har gennemført sin uddannelse, og jo lavere score i læsetesten jo støre sandsynlighed er der for,
at den unge tilhører restgruppen.
Så der er altså et eller andet der tyder på, at selv om vi måske ikke ved, hvad det er, PISA-testen måler, så
er der altså et samsvar med, hvordan klarer de unge sig så siden, når de går ud i ungdomsuddannelsessystemet.
De unge, som har klaret sig godt i PISA, har altså en lettere gang på jorden.
Så er det også rigtigt, at der er nogle, som ligger nede i de lave kategorier i PISA, som også klarer en ungdomsuddannelse.
Men der står jo heller ikke i PISA-rapporten, at for dem som er i gruppe nul og gruppe 1,
her lades alt håb ude, det er jo ikke det, der står. Der står, at for dem vil det være ekstra vanskeligt, det vil
kræve en ekstra indsats for dem, og der skal være mange ting, som støtter op omkring. Og som Niels Egelund
rigtigt påpegede, jamen så ser vi, at lige præcis de steder, hvor man har den slags ting, hvor man har
familier, som støtter op omkring, så sker der også noget for dem. Så det er et spørgsmål om også der at
kunne læse, og læsefærdighed har vi jo set er noget, som er meget vanskeligt.
Kirsten Krogh-Jespersen, lektor, Århus Dag- og Aftenseminarium: I mit indlæg har jeg været optaget af
at gøre mig nogle overvejelser om, hvad det måske er, vi er ved at gøre som opfølgning på PISA - undersøgelserne,
så jeg forholder mig for så vidt ikke til PISA-resultaterne.
Jeg vil starte med at citere regeringens debatoplæg til Globaliseringsrådet her fra august 2005. Her står
der noget af det højest prioriterede, i hvert fald det først nævnte, at folkeskolen skal fornyes ved en faglig
styrkelse og opstramning, som samtidig bygger videre på skolens styrkesider.
Jeg har den fortolkning af det citat, at det er helt givet, at det er resultaterne af PISA - undersøgelserne, der
har sat den første del af den dagsorden. Elevernes faglige dygtighed har jo altid været en opgave, en ambition
for skolen. Opgaven er da også altid kommet til udtryk i folkeskolens formål. Med skiftende ordlyd
har der været tale om, at skolen skulle danne eleverne på grundlag af et godt fundament i kundskaber og
færdigheder og med elevernes livsduelighed og samfundsdemokratiske udvikling, kunne man sige som
perspektiv.
Så for mig at se kan vi kun forstå den aktuelle diskussion, hvis den er et afsæt for at overveje skift af midler
i forhold til, hvordan man vil nå målet. For mig er det derfor i høj grad en diskussion af, hvilke risici,
der kunne være forbundet ved valg af hvilke midler. Som enhver ved, så er de midler, der peges på fra
regeringens side bl.a. obligatorisk sprogscreening, obligatoriske test og de allerede indførte bindende
trinmål.
Jeg mener, der er grund til at se med stor skepsis på de tiltag. Min skepsis har afsæt i en analyse af det
skole effectiveness-paradigme, som så dagens lys i Storbritannien i slutningen af 1980’erne, og i særde-
62