PISA Høring - Teknologirådet

faktisk at måle det. Den anden del af den definition er, at jo mere præcis man kan måle noget, jo mere
ligegyldigt er det. Det er faktisk frygteligt, at sådan er det.
Derfor står man tit og kigger under den der gadelygte, hvor der er lys, selv om man har tabt nøglen et
andet sted, fordi det eneste sted, man kan se noget, det er der simpelt hen, og det er en fare.
Så min pointe vil være at sige, at PISA kan rigtig meget, og det ved jeg, fordi jeg har deltaget i arbejdet
med PISA, det kan forfærdelig meget, og det har rigtig mange gode ting i sig. Men det skal kontekstualiseres
i en dansk kontekst og samtidig relativeres til anden forskning, så det på en måde bliver sat i et perspektiv
og bliver brugt til det, det kan og ikke til andet.
Steen Hildebrandt, professor, Handelshøjskolen i Århus: Verden er fyldt med målinger og tal og statistikker,
og det er godt, for vi skal vide, og der er mange, der elsker at måle, og der er mange, der kan måle.
Der er i særlig grad mange, der ikke ved, hvad de måler, hvorfor de måler det, de ikke ved, hvad er, og
hvad de vil bruge disse målinger af, hvad vi ikke ved, hvad er, til. Eller hvad andre skal bruge disse målinger
til. Det er selvfølgelig til at grine af, men det er også dybt alvorligt, og det er det, som er i centrum af
meget af det, vi diskuterer i dag. Jeg synes, det er seriøst, og det er dejligt, at vi tager det og kan arbejde
med det alvorligt.
Et af spørgsmålene er, hvad kan vi byde tal, hvad kan vi lægge ned i uskyldige simple cifre. Prøv at tænk
på, hvor komplekse fænomener og komplekse relationer som relationer mellem mennesker, vi prøver på
at putte ind i simple endimensionale målinger. Det er helt ufatteligt. Ikke at vi gør det, fordi det bliver vi
nødt til at gøre på nogle områder, men at vi ikke ved, mens vi gør det, før vi gør det, hvordan vi vil håndtere
de målinger, vi på den måde foretager. Det gælder de målinger, vi her taler om, men det gælder også
de almindelige karakterer, vi spreder rundt på mange mærkelige måder for derefter i 50 år at tage dem
alvorligt.
Børn er ikke trivialmaskiner, er der blevet sagt, og jeg kunne føje til, som ikke har formelt forstand på
undervisning, men jeg har undervist i 40 år, undervisning er ikke simpelt fabriksarbejde, undervisning er
komplekst situationsbestemt menneskeafhængigt arbejde, som vi selvfølgelig alle sammen kan blive
klogere på, men som formentlig også i meget høj grad forbliver noget situationsbestemt, menneskebestemt
konkret.
Det bør give stof til eftertanke, at vi ved så lidt, som vi ved om disse fænomener, og måske er et af budskaberne,
det er min tolkning, eller det er en af mine tolkninger, at vi skal holde op med at tænke i så
simple årsagsvirkningsbaner, som vi er tilbøjelige til, og som mange af os har lært, er det ultimative mål
med science, med forskning, med analyser, med undersøgelser. For der er nogle modeller og nogle analyseapparater,
der er for simple til at kunne indeholde interessante og valide udsagn om så komplekse fænomener
som mennesker og menneskelige relationer er.
Så skal vi måske også i dette erkende, at vi åbenbart ikke ledelsesmæssigt er klædt på til at håndtere målinger
af den kompleksitet og af den rækkevidde, som PISA - undersøgelserne er. Her refererede jeg til den
panikstemning, den totalt inkompetente måde, som den danske presse, som politikerne og vi andre behandler
disse målinger på. Vi farer rundt med alle mulige budskaber og konklusioner og advarsler og
skræmmebilleder. Det er selvfølgelig en illustration af, at det kan vi komme af sted med, fordi alt er, eller
meget er muligt, når – som det er blevet sagt – det det drejer sig om er at fortolke simple korrelationer.
Der er 1 mio. korrelationer, som ikke er nævnt i denne sammenhæng, som det også kunne have været
interessant at nævne.
89