PISA Høring - Teknologirådet

Så må man jo begynde med at sige, vi skal opstille forskellige scenarier, der er ikke enighed om, hvordan
fremtiden skal se ud eller kommer til at se ud heller ikke i hvert land. Så laver vi nogle test til hvert scenarie,
og så bearbejder vi naturligvis det, og når vi så opdager, at de norske 15-årige er så meget dårligere
end de danske 15-årige på fremtidens arbejdsmarked, så vil man, hvis man har almindelig sund fornuft,
sige, dette lyder usandsynligt, også de svenske. Hvad vil man så gøre, så ville man gå tilbage til sin test og
prøve at komme nærmere ind på, i hvilken del af testene var der denne forskel. Hvis man stadig væk
mener den konklusion, så ville man give sig til at studere, hvordan fremtidens arbejdsmarked kunne se
ud, hvordan man forestiller sig fremtiden i Norge og i Danmark.
Det er et eksempel, de er ikke alle sammen lige outrerede, men det er naturligvis meget karakteristisk for
det produkt, vi skal beskæftige os med her.
Så siger man, at man arbejder metodemæssigt således, at der er international sammenlignelighed, og der
kan man sammenholde med andre undersøgelser, hvor der ikke har været international sammenlignelighed
på grund af metodeforskel. Så er der det med alderskategorien, siger man sammenlignelige 15årige,
jamen det at man anvender samme alderstrin, gør det netop usammenligneligt, som er kommet
frem mellem landene, fordi man ikke har det samme forløb aldersmæssigt i de forskellige lande, fordi
man heller ikke ved, om der er noget, man forudsætter skal læres senere.
Så nævner man besvarelsesprocenterne, men gang på gang, hver gang jeg har hørt PISA-folkene i Danmark
fortælle om dette, har de aldrig fortalt, at på det spørgsmål om social arv, som er forældrenes uddannelsesniveau,
som er forældrenes socioøkonomiske placering, er der et meget større bortfald. Der er
bortfald af folk, der kan svare på det andet.
Det er 15-årige, der har skullet oplyse om deres forældres uddannelsesniveau, deres forældres arbejdsstilling,
og så har man klassificeret det.
Grunden til at jeg på et tidspunkt begyndte at interessere mig for PISA det var, at jeg opdagede, at danske
forskere på PISA 2000 havde rejst hele landet rundt og fortalt, at den sociale arv var stærkere i Danmark
end i øvrige nordiske lande. Så gik jeg hen til tabellen, og så opdagede jeg, at den tabel, de brugte, og man
har set på mange gange, havde de overhovedet ikke kigget ordentlig på, fordi den havde en fuldstændig
forkert klassifikation af de finske 15-åriges mødre efter uddannelsesniveau, hvilket man kunne have
fundet ud af ved at gå ind en anden OECD-statistik.
Så begyndte jeg naturligvis at kigge videre på den historie her. Så opdagede jeg også, at den måde, man
ligesom vil belyse de 15-årige, hvoraf en stor del af dem ikke har kunnet svare på det, det er ved at anvende
en international skala, som man ikke ulejliger læserne med at forklare i teksten, som man knapt
nok ved, hvad hedder, men som er kommet fra nogle hollandske sociologiske forskere.
Det der så er mit problem her det er naturligvis, hvilke tjek har man foretaget en kontrolprocedure på,
hvordan man placerer en maskinarbejder i Australien, i Portugal og i Danmark, forudsat det overhovedet
er rigtigt, at den 15-årige vidste, at faderen eller moderen var det.
Det vil sige, at PISA er altså både teoretisk og metodemæssigt et så svagt projekt, at det eneste der bekymrer
mig, er alle de mennesker, der har energi med at skrive om dette og tale om dette og nu denne høring,
fordi det burde simpelt hen ikke være nødvendigt.
Og så til allersidst det med den sociale arv, som bortset fra, at der er grunde til at stille sig tvivlende over
for begrebets indhold og specielt afvise, at det er en negativ social arv, hvor man jo klassificerer arbejderbørn
med negativ, så må man sige, at hvis der er en større social arv i den danske grundskole end i de
50