PISA Høring - Teknologirådet

liver trukket i alle retninger uden at kunne bevæge sig. Der er et enormt forventningspres, og man kan
ikke bevæge sig, det er klart en ulidelig situation, som er uden perspektiv.
Så er der den kvantitative arbejdsmæssige overbelastning i hverdagen, som dræner alle for energi. Og så
er der denne neurotiske evalueringskultur, som vi har fået opbygget, hvor folk er skræmt fra vid og sans,
når de hører ordet ”evaluering”, fordi de kan se, hvordan det går, når man bliver hængt ud i pressen. Så
hvis vi kan undgå evaluering, så er det nok det bedste.
Den form for evalueringsfobi er fuldstændig forklarlig, men den er uhensigtsmæssig, fordi evaluering
dybest set er forudsætningen for livskvalitet i den forstand, at hvis vi betragter vores sanseapparat som
en evalueringsinstans, så er vores livskvalitet, vores oplevelse af at være vågen og i live, direkte afhængig
af, at vi sanser og registrerer, hvad der foregår.
Så derfor har vi et enormt psykologisk dilemma og pædagogisk dilemma, når vi står i en situation, hvor vi
på den ene side er skræmt af det, vi har allermest brug for på den anden. Det vil jeg nævne og appellere
til, at vi får saneret vores evalueringskultur ikke bare i skolen, men også i det offentlige rum på en måde,
så den offentlige debat i demokratiet bliver en god rollemodel for det, der skal ske i skolen.
Det kræver meget af journalister, for det er tilsyneladende er utrolig svært at skrive spændende historier,
som ikke er dramatiserede. Det er en af grundene til, at man bruger de hitlister, selv om de har meget lidt
drivkraft og formodentlig skaber langt mere smerte i bunden af hitlisten, end de skaber glæde i toppen.
Det er et godt narrativ, det er meget lettere at lave noget drama der med de gode og de onde.
Igen vil jeg sige det med en god portion ironi, fordi vi alle sammen synes, det er sjovt at dyrke sport, fordi
vi har den der iboende konkurrencedrive med os, så spørgsmålet er, hvordan skaber vi en evalueringskultur,
hvor der virkelig kan gå sport i at blive dygtig, uden at man føler sig krænket og udstillet og ydmyget
og meget hurtigt ender med ikke at have lyst til at lære og uddanne sig videre.
Jeg vil runde af med en enkelt betragtning om den pædagogiske selvforståelse, hvordan betragter lærere
og pædagoger, som er uddannet på seminarier og andre steder i Danmark, den her kontekst, som de lever
i. Noget af det smukkeste, og noget af det, jeg er sikker på, er en væsentlig del af forklaringen på Danmarks
succes som samfund, det er, at vi er opdraget kritisk, humanistisk til både at anerkende, at folk er
født med behov for at være sig selv, og at de er unikke, men at vi også skal være kritiske i forhold til det, vi
bliver udsat for.
En skarp en er, at det har været et ideal siden 2. verdenskrig i pædagogikken, at man ikke adlød ledere,
som ikke var i stand til at begrunde deres beslutninger på en ordentlig måde. Jeg tror, vi alle sammen
ønsker af vores børn, at de heller ikke følger ledere, som ikke kan begrunde deres beslutninger.
Så derfor er det utrolig vigtigt, at sådan en dag her f.eks. fører til, at man kan træffe velbegrundede beslutninger
om det, der foregår selvfølgelig, ligesom det er vigtigt, at når man implementerer politiske
strategier i forhold til skolen og forventer, at lærerne skal brænde for sagen, at de kan se meningen med
det.
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening: Tak for invitationen, tak for initiativet.
Jeg synes, det er utrolig rart at kunne sidde her en dag, hvor man kan diskutere PISA og den danske
folkeskole, og man oven i købet også godt vil være bekendt at være kritisk, uden man straks skal skydes i
skoene, at man afviser, at der er problemer i den danske folkeskole. Det har jeg i hvert fald på fornemmelsen.
77