PISA Høring - Teknologirådet

vi står over for – det er nødvendigheden af at betragte disse som gensidige forudsætninger, hvis vi vil
klare os godt.
Og en kommentar vedr. styring: Når op mod 30 % af en årgang ikke får en kompetencegivende uddannelse,
når en meget stor gruppe drenge pludselig opgiver at søge gymnasiet, og når op mod en tredjedel af de
unge lærere søger bort fra skolen efter få års praksis, er det åbenlyst, at kvaliteten af den samlede styring
af folkeskolen har været for dårlig. Det kan skyldes en lang række samvirkende faktorer, såsom:
158
• Overdreven ydre styring der gør lærerjobbet trivielt.
• Konfliktende mål grundet ministerier, kommuner, bestyrelser og interesseorganisationer
der trækker medarbejderne i hver sin retning.
• Tjenestetidsaftaler der gør hverdagen tung og uinspirerende.
• Kvantitativ, arbejdsmæssig overbelastning i hverdagen, der dræner alle medarbejdere for
energi, men rammer de ambitiøse hårdest, fordi de oplever det største gab mellem idealer og
virkelighed.
• En neurotisk evalueringskultur hvor folk ikke tør tale om deres fejl, fordi den positive evalueringskultur,
som alle ønsker, hele tiden modarbejdes af generaliserende journalistik, man
ikke kan værne sig imod (jeg vil nævne at politikere sjældent gode rollemodeller for, hvordan
man opbygger en evalueringskultur, hvor folk tør at kigge åbent på styrker og svagheder
– måske fordi journalisternes hidtidige behov for drama – personificeret ved gensidigt
ydmygende politikere – umuliggør det).
• En flimrende hverdag med alt for mange afbrydelser i de pædagogiske processer, som først
at fremmest bevirker, at man ikke kommer tilstrækkelig dybt i stoffet til at det er noget
værd – hvorved man altså korrumperer elevernes medfødte lyst til at lære til en opfattelse
af, at det er kedeligt at lære.
Alle sådanne forhold vil sænke skolens kvalitet afgørende, og de nævnes her, fordi vi fra psykologisk,
pædagogisk og ledelsesmæssigt hold ret præcist ved, hvordan man kan komme dem til livs, så sandsynligheden
for at nå de politiske og pædagogiske mål stiger – uanset hvilken politik eller pædagogik der er
tale om.
Hvordan kvalitetssikres om målene nås? Hvordan kvalitetssikres/evalueres, om målsætningerne nås?
Hvilken evalueringskultur er indbygget i det danske uddannelsessystem?
En kommentar vedr. evaluering: Fra et psykologisk og pædagogisk perspektiv er det vigtigste udgangspunkt
for pædagogisk evaluering nok en anerkendelse af, at velfungerende ”evaluering” i bredeste betydning
er en direkte forudsætning for livskvalitet. Kroppens sanseapparat kan således betragtes som ét stort
evalueringssystem, der løbende sender gode og dårlige nyheder ind i kroppen, som her neurokemisk
transmitteres videre til bl.a. hjernen, således at vi får mulighed for at opleve at være vågne og i live. Denne
oplevelse er i bred forstand ensbetydende med ”livskvalitet” – og hvis man mister synet eller hørelsen,
dvs. noget af ”evalueringen” falder/ændres livskvaliteten øjeblikkeligt.
Sådan er det på en måde også i et socialt system som en skole. Hvis evalueringen fungerer, vil lærere og
elever få løbende besked om, hvordan det pædagogisk set går, og den første betingelse for livskvalitet/trivsel
i skolen er dermed opfyldt. Men ligesom man kan miste synet i et trafikuheld, kan man ødelægge
en evalueringskultur, hvis elever og lærer rammes for hårdt af de informationer, der kommer frem
under evaluering. Normalt kommer man ikke til skade af ros (selvom det selvfølgelig kan blive for meget),
men ris/kritik kan være helt ødelæggende for den pædagogiske kvalitet, hvis den fremføres på en
ydmygende, personligt krænkende måde. Til orientering bør her nævnes, at vi biologisk og psykologisk er
hypersensitive overfor kritik, fordi det indirekte signalerer fare for social udstødelse, hvilket gennem