PISA Høring - Teknologirådet

Hvorfra ved PISA, hvad fremtidens arbejdsmarked kræver?
Som nævnt henter PISA sine forestillinger om, hvad fremtiden kræver, fra ”internationale eksperter”.
Skolelærere, elever eller deres forældre er ikke spurgt. Der er hermed ikke nogen garanti for, at man
nærmer sig den virkelighed, som er skolens. Endvidere fremviser de pågældende eksperter ikke noget
kendskab til uddannelsessociologi eller anden samfundsvidenskab. Og det på trods af, at rapporterne
nævner ”videnskabelighed” som et af de særlige kendetegn ved undersøgelsen. Hvis der havde været
noget fundament for ideerne om, hvad fremtidens arbejdsmarked kræver, ville der være opstillet flere
scenarier for fremtiden. Ud fra sådanne forskellige scenarier, der kan hentes i samfundsforskningen,
skulle der være udarbejdet forskellige sæt af test. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at man - uden teoretisk
fundering, uden kritiske refleksioner over soliditeten af prognoser om fremtidens arbejdsmarked og
uden dybere forklaring af de ikke offentliggjorte test - mener at vide, hvad der er ”kernekompetencer for
liv og arbejde i verden af i morgen.” I denne eksercits nås højdepunktet i den danske 2003 PISA rapport i
en helsides graf, der viser ”Procentandel af elever forberedt til det 22ende århundredes arbejdsmarked.”
”22ende århundrede” er naturligvis en korrekturfejl, som kan ramme alle forfattere. I selve teksten står
der da også 21. århundrede. Alligevel kan man ikke fortænke læserne i at have den ironiske kommentar,
at når vi er i gang med mere eller mindre fantasifulde - men ikke i rapporten omtalte - bud på, hvad fremtidens
arbejdsmarked har brug for, kan et århundrede fra eller til vel ikke være afgørende?
Havde man ved udarbejdelsen af den pågældende graf bygget på videnskabeligt arbejde, ville man have
hæftet sig ved det besynderlige resultat, at andelen af 15-årige skoleelever, der er ”forberedt på fremtidens
arbejdsmarked”, er mindre i Sverige og meget mindre i Norge end i Danmark. Hvis forfatterne af
rapporten havde reflekteret over disse tal, ville de have indset, at det forekommer usandsynligt, at 15årige
skoleelever i Norge i denne henseende er mindre forberedt end tilsvarende danske. Forskerne burde
derefter have dykket dybere ned i testene og søgt efter forklaringen på dette resultat. Nåede de fortsat til
samme konklusion, skulle de have foretaget en sammenligning mellem forestillingerne om udviklingen i
det indeværende århundredes arbejdsmarked i henholdsvis Norge og Danmark. Intet af dette er gjort.
Følgelig må læseren drage den slutning, at der er noget i vejen med PISA undersøgelserne, men ikke med
de norske 15-årige.
Internationale undersøgelser er fortsat problematiske
Når det gælder sammenligninger mellem forskellige lande er de ofte uhyre problematiske. Ikke mindst
sammenligninger af udannelsesforhold. Der er nemlig næppe ret meget, der er så forskelligt landene
imellem – selv hvor det drejer sig om i øvrigt nært beslægtede lande – end netop uddannelsessystemerne.
Her skræmmer sporene fra adskillige tidligere undersøgelser. Lad mig blot nævne et enkelt eksempel fra
1995, nemlig OECDs opgørelser af omfanget af den uddannelsesmæssige restgruppe i medlemslandene.
Ifølge denne opgørelse havde Danmark en relativ større restgruppe end de fleste af de øvrige europæiske
medlemslande. Dette resultat udløste under vore himmelstrøg hård politisk kritik. Der var bare den hage
ved det, at sammenligningerne var misvisende. Vi ”blev ramt af” vores gode uddannelsesstatistik, hvor
der for hvert CPR nummer er en ajourført registrering af det opnåede uddannelsesniveau. De andre lande
brugte oplysninger indhentet ved interviewing, hvor der var og stadigvæk er en betragtelig, men forskellig
procentdel i de forskellige lande, som ikke lader sig interviewe. Dette bortfald af svarpersoner var, som
i alle andre undersøgelser, skævt, nemlig mindst svarvillighed blandt de kort uddannede. I en undersøgelse
i samme år fra EUROSTAT anvendtes derimod også i Danmark interviewmetoden, og så havde vi
sammen med Sverige, Holland og Tyskland den relativt mindste restgruppe.
I PISA undersøgelserne anvender alle lande den samme metode. Herved skulle man vel have sikret sig
sammenlignelighed? Så enkelt er det dog ikke. For det første kan det ganske vist umiddelbart synes helt
rigtigt, at det i alle lande er den samme aldersgruppe, nemlig de 15-årige, der deltager, men i virkeligheden
svækker det sammenligneligheden, da børnene i de forskellige lande ikke påbegynder skolegangen
på samme alderstrin. For det andet er besvarelsesprocenten på testene forskellig fra land til land. For det
tredje har man i øvrigt ikke kunnet gøre testene internationalt sammenlignelige på grund af forskellene i
hverdagslivets krav mellem forskellige kulturer og sociale lag. Professor Sig Prais fra National Institute of
139