PISA Høring - Teknologirådet

PISA er et svagt funderet projekt
Af Erik Jørgen Hansen
Man har undladt at analysere de forskellige landes uddannelsessystemer
PISA undersøgelserne vil jeg i det følgende fortrinsvis kommentere på grundlag af de danske rapporter.
Det er nemlig ad den vej undersøgelsernes resultater er formidlet til den danske offentlighed og til dansk
uddannelsespolitik. Undersøgelserne er igangsat af OECD, og deres erklærede formål er at gøre det muligt
for myndighederne at bedømme uddannelsessystemets resultater. De 15-årige skoleelevers færdigheder i
læsning, matematik og naturfag i en lang række lande bruges til at rangordne landene. Færdighederne
måles imidlertid ved hjælp af en række test, der ikke relaterer sig til læseplanerne i de enkelte lande, men
til, hvad ”internationale eksperter” mener, er nødvendige færdigheder i voksenlivet i fremtiden, uafhængigt
af hvad det enkelte lands skolesystem har som målsætning og uafhængigt af det enkelte lands erhvervsmæssige
struktur og arbejdsmarkedssystem.
Når undersøgelserne herefter når frem til forskelle mellem landene i de 15-årige skoleelevers færdigheder,
er man ude af stand til at pege på såvel årsagerne til det niveau, som skoleelevernes færdigheder i de
forskellige lande når op på, som den skolepolitik, der eventuelt er brug for. Man har nemlig undladt at
analysere forskellene mellem skolesystemerne. Disse systemer er jo ikke indrettet på, at eleverne skal
kunne klare testene i PISA, men samtidig ligger læseplanerne i nogle lande formentlig tættere på PISA
testene end læseplanerne i andre lande.
Det er utvivlsomt sådan, at man i nogle lande vægter andre mål højere end hvad ”internationale ekspertgrupper
har ment afspejler vigtige kvalifikationer i morgendagens samfund”. Undersøgelsesrapporterne
gør intet for at understrege, at det antal point for færdigheder, som de unge opnår, ikke må
forveksles med deres præstationer i de færdigheder, som det enkelte land måtte lægge særlig vægt på.
Samtidig betoner man ikke, at der er forskelle mellem landene, når det kommer til de alderstrin, hvor det
forudsættes, at bestemte mål skal være nået. Ej heller at nogle af færdighederne måske i nogle lande forventes
nået senere, nemlig i løbet af voksenlivet. PISAs mangel på grundige beskrivelser og analyser af
forskellene mellem skolesystemerne har banet vejen for, at man kan pege på ingenting eller på hvad som
helst som kuren mod en middelmådig placering af ens land på PISA ranglisten. Her har den manglende
stringens i rapporternes sprogbrug yderligere medvirket til den sensationsprægede modtagelse af resultaterne.
Ofte skriver man ikke om de 15-årige elevers præstationer, men om ”landets” placering, eksempelvis
”Sverige, Island og Tyskland præsterede på niveau med Danmark. Finland var det højest
præsterende land.”
Et uddannelsessystem er en helhed og må analyseres som sådan
PISA undersøgelserne ser således ud til at ville spise os af med, at et uddannelsessystems kendetegn og
dets resultater kan forstås ved hjælp af en række enkeltstående indikatorer på 15-årige unges færdigheder
i at svare rigtigt på OECD testene, og at uddannelsessystemer kan rangordnes på dette grundlag. PISA
negligerer, at hvert uddannelsessystem er en helhed, der kun kan forstås som resultatet af en kulturel og
national formning gennem århundreder. Oven i købet en helhed, der er mere end summen af sine enkeltdele.
Karakteristika ved sådanne systemer lader sig ikke indfange gennem en flodbølge af ufortolkede
talrækker. Her kræves kulturelt og historisk baserede analyser, der evner at forstå helheden. En synsvinkel,
der kan give svaret på det tankevækkende spørgsmål, som blev stillet af daværende undervisningsminister
Ole Vig Jensen i Undervisningsministeriets Uddannelsesredegørelse i 1997, nemlig spørgsmålet
om man kan ”importere og eksportere dele af eller evt. hele uddannelsessystemer, eller der er en indre
logik mellem et samfunds værdier og kultur, som ikke lader sig adskille fra nationens måde at tilrettelægge
sit uddannelsessystem på?”
138