PISA Høring - Teknologirådet

Lisbet Lentz: Det er da klart, hvis man har nogle testresultater, og man gerne vil have dem hævet, så må
man gå ind og kigge på, hvad er det, der sker i klasserummet, hvordan er det, man formidler stoffet. Hvis
man så kan finde en sammenhæng mellem undervisning og resultater, så vil det jo være interessant. Det
er måske netop et af de områder, vi bliver nødt til at arbejde noget mere på.
Jan Mejding: Jeg kan sige til beroligelse for Pernille Rosenkrantz-Theil, at vi faktisk har undersøgt, hvor
alvorligt eleverne tager det, det var en af de ting, vi gjorde, vi spurgte dem bagefter. ”Hvis nu det her var
de opgaver, du havde her, hvis de gjaldt for noget, hvis de gjaldt for, at du fik en karakter, hvor alvorligt
ville du så have taget dem, og hvor alvorligt har du rent faktisk arbejdet med dem her?”
Der er det faktisk sådan, at der er ikke nogen forskel, når vi kigger på de nordiske lande, på hvor alvorligt
vores elever har taget det. Der var også nogle, som ikke tog dem særlig alvorligt, åbenbart nogle af dem,
som Lisbet har været ude og snakke med, men jeg har selv været med til en masse af disse undersøgelser,
og det generelle billede er er det, at de unge mennesker arbejder faktisk meget, meget målrettet, meget
målbevidst omkring det og bliver faktisk meget interesseret i nogle af tingene.
Nogle gange er det faktisk svært at få dem til at holde den pause, der skal være, fordi nu var de lige i gang
med, og de skulle lige gøre noget færdigt. Det er måske nogle af de styrkesider, vi i øvrigt har, som smitter
af på det her. Men i hvert fald er der ikke noget, der tyder på, at danske elever har en anden national karakter,
hvad dette angår.
Så det med læsningens guldalder, som Margrethe spurgte om, og jeg må sige, at jeg må aflyse den, den
har ikke eksisteret. Hvis vi kigger på den internationale læseundersøgelse, der var for voksne, så kan vi
der se, vi kan følge nogle kurver, hvor vi kigger på, hvad kunne de 16-årige, de 18-årige, de 20-årige, de 30årige
osv. op til de 64-årige. og hvis der havde været en guldalder, så ville den kurve på indeværende tidspunkt
være svunget opad, sådan så man kan sige, at der er selvfølgelig også en vis glemsel undervejs, så
man har selvfølgelig glemt noget af det, man har lært i skolen. Men når vi taler om funktionelle færdigheder,
sådan noget som læsning, noget af det man bruger i dagligt og holder ved lige, så er det bortfald,
som ligger der, det skulle så være mindre.
Så der er ikke noget, der tyder på, at vi på noget tidspunkt har været bedre, end vi rent faktisk er det nu,
bortset fra at vi har nogle nyere undersøgelser, som Peter Allerup og jeg har været med til at lave, som
tyder på, at der faktisk for de unge sker et vist fald, at der fra 91 og til 2000 og fra 2000 op til 2003 faktisk
er sket et lille fald i, hvad vores elever kan, når vi taler om læsning, og når vi taler om de 14-15-årige.
Så vi har altså ikke haft en læsningens guldalder, hvor alting var meget bedre. Men vi havde et tidspunkt,
hvor vi havde flere timer til danskundervisning, og det resulterede i, at sådan en som Christen sad og
kedede sig, fordi der var alt for lang tid til det her, men der var nogle af de svage elever, som fik tid til at
øve sig, fordi læsning er en kognitiv færdighed, og man skal altså øve sig i færdigheder. Der er nogle, der
er specielt talentfulde, og de kan altså klare sig med mindre øvelse end andre og bliver alligevel verdensmestre.
Skal man være verdensmester, skal man nok øve sig temmelig meget, også selv om man har
basis for det.
Men det betyder, at dem som var rigtig gode, de nåede det, de skulle og kedede sig resten af tiden, men
dem som havde svært ved det havde bedre tid til at øve sig. Det vil sige, at de fik måske at andet lige nogle
bedre grundfærdigheder at gå ud med, ikke at det var så meget, så det hævede vores resultater, men at de
dog på det tidspunkt fik de færdigheder, de havde brug for at gå ud i livet med.
69