PISA Høring - Teknologirådet

Så anbefalingerne står selvfølgelig for deres regning, og de er heller ikke en facitliste, man skal følge, men
det er gode ideer til, hvad vi kan diskutere i vores sammenhænge og sige, synes vi, der er fornuft i det her,
og vil vi være med til at implementere det.
Lisbet Lentz: Jeg mener også, jeg blev spurgt om, om jeg mente en selvevalueringskultur var tilstrækkelig.
Jeg har ikke nogen problemer med PISA som undersøgelse, men jeg har problemer med den måde, vi her i
landet har valgt at læse og fortolke og følge op på PISA.
Så hvis du kunne love mig, at vi reflekterer meget mere grundigt og meget mere nøgternt over, hvad vi
får at vide i den slags undersøgelser, inden vi giver os til at iværksætte handlinger, så vil jeg synes, det var
glimrende. Men hvis prisen for den type undersøgelser er, at vi går i selvsving eller går i panik, eller hvad
det nu er, vi går i og ikke når at tænke os om, før vi griber til handling, så synes jeg helst, vi skulle undvære
den, så vil jeg hellere nøjes med selvevaluering.
Men det tror jeg da, vi kan opdrages til af hinanden, at vi kan håndtere informationer, indsamlet på forskellige
niveauer, med forskellige hensigter og lave nogle koblinger mellem det, vi bliver klar over gennem
selvevaluering og ude fra evaluering, sådan at der kan komme noget frugtbart ud af det, det håb må
man jo leve med.
Lars Klüver: Så tror jeg, vi stopper her, og I skal have mange tak.
Den næste blok i vores program, som vi går i gang med, den har overskriften ”PISA - undersøgelsen og
folkeskolens målsætninger.” Ikke sådan at vi ikke før har berørt spørgsmålet i løbet af dagen, men nu
koncentrerer vi os om det.
Hans Henrik Knoop, lektor, Danmarks Pædagogiske Universitet: Jeg havde egentlig mest lyst til at lave
et improviseret oplæg, fordi vi har siddet og snakket hele dagen og raffineret, synes vi selv, det vi havde
med på forhånd. Men jeg holder mig i store træk til teksten, men vil referere så godt, jeg kan, til de ting, vi
har hørt i dag.
Vi har valgt at tage skolens perspektiv. I formiddags fik vi hele den teknologiske baggrund i al sin grumsethed
og tydelighed præsenteret. Den sidste blok her var en slags brobygning frem til skolens virkelighed,
kan man sige, hvor man kommer tættere på cases og konkrete fortællinger.
Vi vil prøve at kigge på, hvordan ser folkeskolen så ud indefra med blik for folkeskoleloven og formålsparagraffen,
men også på evauleringskulturen, og hvordan vi har det med at følge op på det, vi gerne vil.
Det første jeg vil sige er, at vi har denne fremragende formålsparagraf, som både lægger vægt på det personlige
og på det faglige. Man snakker om alsidig personlig udvikling, og man snakker om kundskaber og
færdigheder osv. i skøn balance. Fra et psykologisk perspektiv er det en utrolig vigtig balance, fordi man
når ingen steder fagligt, hvis ikke man er stærkt kørende personligt.
Det er selvfølgelig en grov forenkling at sige det sådan, men der er i hvert fald en direkte korrelation mellem,
at man har initiativ og viljestyrke og optimisme på den ene side og i den forstand oplever at være en
stærk person, og så at man når noget fagligt. Men det vil jeg uddybe om et øjeblik.
Jeg vil også sige, at når vi ser, hvad folkeskolens målsætning er, som vi er blevet bedt om at snakke om, så
er det ikke et ord, man normalt bruger om folkeskolen som helhed, målsætning det er sådan mere en
delting, mens formålet måske snarere er det, der tænkes. Der er altså en kobling mellem folkeskolens
formål og fællesmål, som er vigtig at være opmærksom på, hvor det jo hedder, at de bindende fællesnati-
74