PISA Høring - Teknologirådet

alle eksaminer i overbygningen selvsagt en form for ”kvalitetssikring”. Evalueringskulturen er de fleste
steder nok langtfra optimal, og den ofte meget grovkornede kritik af skolen kan ironisk nok meget vel
være med til at forhindre end bedre evalueringskultur i at vokse sig stærk. Men der arbejdes intenst med
udfordringen, og der er en lang række lokale og kommunale udviklingsarbejder, som er rettet mod dette.
Hvordan er sammenhængen mellem målsætninger og pædagogik?
”Målsætningerne” er blandt andet slået igennem i form af et bredt talentbegreb i pædagogikken, hvor der
gennem mange år er forsøgt at møde det enkelte barn, hvor det var, med henblik på at skabe tryghed,
fællesskab og derigennem bringe det bedste frem i hver enkelt gennem optimal udfordring (undervisningsdifferentiering).
Dette afspejler bl.a., at den dominerende pædagogiske selvforståelse blandt professionelle
lærere er kritisk-humanistisk: dvs. lærerne er uddannet til at tænke selv, til i høj grad at tage
selvstændigt ansvar for deres pædagogiske gerning og for at betragte elever som aktive individer, der
biologisk og psykologisk set både er født med lyst til at lære, ønsket om at være kreative og behovet for at
indgå ansvarligt i en større meningsfuld og social sammenhæng.
Måske især siden 2. Verdenskrig har det været et bærende ideal i dansk pædagogik, at man ikke blindt
adlød ledere, der ikke var i stand til at begrunde deres beslutninger på overbevisende måde. I tråd hermed
har det også været betragtet som afgørende, at den enkelte professionelle blev uddannet til selvstændigt
at kunne begrunde sine pædagogiske prioriteringer. Man har ikke ønsket pædagogiske forvaltere, men
professionelle, myndige pædagoger/undervisere, som gennem liv og virke personificerede netop det,
man ønskede af eleverne. Samlet set er dette blevet til den demokratiske kultur, der i dag præger folkeskolen,
og som man beundrer os for over hele verden (uanset de faglige præstationer eller mangel på
samme). Det er min vurdering, at Danmarks succes som samfund på ingen måde kan forklares, uden at
man medtænker folkeskolen som en af hovedårsagerne.
Der er dog ikke nær den sammenhæng mellem politiske målsætninger og konkret pædagogik, som man
ofte kunne håbe og tro. Fx er der ikke altid god sammenhæng mellem de ideologiske formuleringer i formålet
og de mere konkrete uformninger af mål, indholdsbeskrivelser og organisationsformer. Der er heller
ikke nogen direkte sammenhæng mellem det, man underviser i, og det der læres, og næsten alle har
erfaret, at det faktisk er muligt at deltage i undervisning uden det ringeste udbytte. Det skal derfor anbefales:
• At man i udformningen af formål, mål, indhold og organisering af pædagogiske læringsmiljøer
gør sig umage med, at de politiske og administrative bestemmelser er indbyrdes samstemte
– for ellers vil man ikke nå ret langt i forhold til, hvad man ideelt set har mulighed
for.
• At man gør det praktisk muligt for skolerne at have fokus på elevernes læring, snarere end
blot de konkrete undervisningsaktiviteter, fordi gennemførelsen af en bestemt aktivitet i sig
selv stort set intet garanterer vedr. elevernes udbytte.
Da vi endvidere ved meget om, hvad der kendetegner god og effektiv undervisning, skal det nævnes, at
en sådan typisk er kendetegnet af:
• At lærerens initiativ stimulerer elevens.
• At det er interessant, vigtigt og har et velstruktureret indhold.
• At der er tilstrækkelig tid til fordybelse i substansen, og dermed tilegnelse af tilstrækkelig
dyb forståelse, til at man bliver i stand, og får lyst, til at bruge det, man har lært.
• At der er fokus på læring – dvs. på hvad og hvordan eleverne forstår substansen.
• At der er tilpas høje forventninger/krav og stærk støtte til hver enkelt elev.
161