PISA Høring - Teknologirådet

tiv”. Det er jeg enig i. ”De videregående uddannelser, siger han videre, skal behandle deres studerende som
sjældne og dyrebare planter, der skal have den rette pasning og pleje for at udvikle sig og vokse”. Det er
rigtigt bortset fra, at det ikke blot skal gælde studerende på de videregående uddannelser, men på alle
uddannelser, ja hele talenttænkningen, sådan som jeg opfatter den, handler om at finde talenterne i alle.
Det er det, der er danskernes udfordring og mulighed.
Ikke én, men flere karakterskalaer
Mennesker er forbløffende ens, og mennesker er ubegribeligt forskellige. Sådan sagde en psykolog og filosof
engang. Det skal vi blive meget bedre til at forstå og respektere i det danske samfund, for det er mennesker
og vort syn på mennesker, der vil være afgørende for velfærdssamfundets transformation og videre
udvikling. I en bredere forstand har det meget med karaktergivning, intelligensopfattelser og kompetencesyn
at gøre.
Selvfølgelig skal vi bedømme, evaluere og give karakterer. Men hvem siger, at vi kun skal benytte én
skala? Hvem siger, at vi i så høj grad, som tilfældet er, skal basere os på den 100 år gamle IQ-filosofi?
Hvem siger, at vi kun skal måle en enkelt eller et par af menneskets intelligenser? Hvem siger, at vi skal
lade disse én-dimensionale karakterer være eneafgørende for den unges videre uddannelses- og dermed
erhvervsmuligheder? De gamle karakterer var muligvis velegnet i industrisamfundet. I hvert fald er det
et ofte fremført argument, at karaktererne var brugbare. Bl.a. argumenterede man for, at der kunne konstateres
en sammenhæng mellem karakterer og efterfølgende karriere - og altså var karaktererne gode og
brugbare. IQ har en høj prediktiv evne, siger vi undertiden. Ja, selvfølgelig! Når man efterfølgende bruger
karakterer som kriterier ved ansættelser og meget andet, så vil der selvfølgelig være sammenhænge mellem
f.eks. erhvervskarriere og opnåede karakterer.
I industrisamfundet opsplittede vi på livet løs. Det gjorde vi inden for produktionslivet, og vi gjorde det
også inden for uddannelsesområdet. Fag, specialer, karakterer, niveauer, grader, certifikater i en lang
uendelighed. Den ene karakterskala efter den anden. Eksamensopgaver udarbejdet på helt forudsigelige
måder, og efter de mest konventionelle og snæversynede opfattelser. Karakterer givet efter forskellige,
lige detaljerede og lige velargumenterede talskalaer. Men det er ikke industri-, men viden- og oplevelsessamfundet,
som vi nu skal uddanne mennesker til. Vi skal have udviklet et tilsvarende og tidssvarende
menneskesyn, et syn på mennesker, som det, vi med et højst utilstrækkeligt udtryk må kalde hele mennesker.
Og vi skal bedømme og give hele mennesket karakter.
I industrisamfundet var mennesket et appendiks til maskiner. Der var behov for gennemsnitsmennesker
med gennemsnits-, forudsigelig og styrbar adfærd. Sådanne mennesker får man, når man behandler
mennesker på bestemte måder tilstrækkelig længe, dvs. gennem børnehave, folkeskole, gymnasium og
universitet. Så er al kreativitet, legelyst, spontanitet, innovationstrang og humor pillet ud af langt de
fleste. Tilbage er det tilpassede menneske, der opfører sig, som karaktererne forudsiger. Du får, hvad du
måler, siger vi. Det gælder i familien, det gælder i virksomheder og til syvende og sidst gælder det i samfundet.
Måler man IQ, fremmer man den såkaldte intellektuelle intelligens. Og når det udvikles tilstrækkeligt
effektivt, så indrettes undervisningen efter de tests, der efterfølgende gennemføres, dvs. man
underviser i det, der spørges om ved eksamen, og så hænger det hele smukt sammen.
I vidensamfundet er der behov for alle menneskets intelligenser. Mennesker er forskellige, og det forskellige
kan karakteriseres på mange måder. Litteraturen, digter- og malerkunsten, dele af den psykologiske
forskning og meget andet bærer ekstreme vidnesbyrd om dette, men vi knægter denne indsigt, når det
kommer til vigtige samfundsanliggender. Vidensamfundet skal leve, ikke af maskiner, men af mennesker
- ikke ens mennesker, men forskellige mennesker, eller rettere sagt: Leve af forskellige menneskers
forskellige intelligenser. Men ikke blot forskellige mennesker, men mennesker, der arbejder sammen,
177