PISA Høring - Teknologirådet

En tredje ting er omkring fremtiden. Vi har nogle målkategorier i Danmark, hvor vi meget diskuterer mål
som dannelse, kompetence, kernefaglighed, at vi fastholder de kategorier, at vi ikke underlægger os nogle
internationale normer, men rent faktisk stadig fastholder dannelseskategorier som en vigtig kategori i
vores uddannelsessystem.
Så vil jeg meget kort sige, jeg tror, Margrethe Vestager startede hele seancen med at spørge, er det testkompetencer
eller realkompetencer, vi måler. Christen Sørensen sagde så, resultaterne skal tolkes i en
national kontekst. De to ting synes jeg er ret centrale for mig. Det centrale spørgsmål er sådan set, for det
første hvilken sammenhæng er der mellem den performance, som eleverne viser at have i science-testen
og de krav, som PISA selv stiller op til literacy. Og som det andet, de krav, vi stiller op i Danmark.
Hvilken sammenhæng er der imellem det, hvad siger PISA-testen i dette tilfælde om science, hvad siger
de faktisk om elevernes kendskab til naturvidenskab, sådan som vi godt vil have det målt i Danmark. Det
er meget svært at sige noget fornuftigt om. Men nu anklagede så Christen Sørensen for ikke at lave nogen
kvalitative undersøgelser. Der vil jeg lige sige, jeg er faktisk med i sådan et projekt, som stiller dette
spørgsmål, hvor vi havde fået lov til at få adgang til de elever, der bliver testet i 2006 i science, og bagefter
sætte de samme elever i en mere kontekstualiseret testsituation, hvor vi samtaler med dem, giver dem
nogle fakta, nogle øvelsesting og lign. og prøve at samtale med dem om, hvad kan de så inden for de områder,
som de lige er blevet testet i i PISA.
Det er sådan set spændende nok, fordi er der en sammenhæng, og hvilken sammenhæng er der, og hvori
består den. Det kan man kun gøre ved sådan en feltvalidering, som det her sådan set er udtryk for. Altså i
dag ved man faktisk ikke særlig meget, selv om der er lavet studier, så ved man ikke rigtig ret meget om,
hvad er egentlig langtidseffekten af det, man tester i. Fordi de opgaver, man har i PISA, er på mange måder
gode, men det er altovervejende kognitive opgaver, de tester nogle kognitive færdigheder. Det er
spørgsmål om deduktion, et spørgsmål om at kunne inducere ting, selv om det er opgaver, der er sat ind i
en kontekst, så er det en dekontekstualiseret viden, man prøver at teste. Det er baseret på et meget traditionelt
vidensbegreb, viden om noget, som er abstrakt, som man bærer med sig, og man så kan applicere
på hvilket som helst område bagefter.
Sådan er viden, som nogle også tidligere har sagt, næppe. En del af viden er nok sådan, men meget viden
er afhængig af den situation, man er i. Jeg taler anderledes, når jeg sidder med mine kammerater og skal
snakke om det her, end jeg gør nu, og jeg kan sige noget andet der, end jeg kan nu, sådan er det simpelt
hen. Derfor er det vigtigt at se, hvad sammenhængen er mellem de to situationer.
Mere og mere læringsforskning baserer sig på et sociokulturelt læringssyn, altså at ens lærings interageren
er afhængig af situationen. Det er jo ikke en hverdagsagtig situation at sidde halvanden time og løse
en opgave, uanset hvor godt den er beskrevet i situationspapirerne, det er det rent faktisk ikke. Der er
meget stor forskel på det og så skulle gå ud bagefter i livet og agere i miljøforeninger og politisk, og hvad
ved jeg.
Men derfor er det spændende, det er også erkendelsesmæssigt spændende, hvad er egentlig sammenhængen.
De elever, der scorer sådan og sådan i PISA, hvad kan de af det andet, hvad kan de faktisk, når vi
sidder og snakker med dem, når vi giver dem nogle opgaver, giver dem nogle artikler at forholde sig til
osv. Så der er svar på det spørgsmål om godt et års tid, kan jeg sige i hvert fald.
Jeg tror nok, det var den tid, jeg sådan set havde.
Jo, jeg vil lige sige en ting til, og det hænger lidt sammen med det. Der er en meget ubehagelig usikkerhedsrelation
inden for uddannelsesforskning, jo mere interessant noget er at vide, jo sværere er det rent
88